Gå selv i gang

Gør det, I selv kan, ved jeres personalepolitik. Stjæl ideer, bliv inspireret af hinanden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kan du fortælle en god historie fra din arbejdsplads? En historie om personalepolitikken?

'Personalepolitikken er varm luft i et ringbind', siger mange. Men det er ikke en god historie.

'Vi har en alkoholpolitik, en aids-politik, en voldspolitik, en politik om etnisk ligestilling og en sorgpolitik. Men det er ikke noget, vi er bevidste om til daglig. Vi har udarbejdet dem, og så sker der ikke mere. Medarbejderne husker kun at bruge ret og pligter - altså om man har fri, når moster Agathe fylder rundt', sagde én af deltagerne på DLF's konference 'Arbejdet med en aktiv personalepolitik' i sidste uge på Gl. Avernæs.

Beskrivelsen nikkede de fleste genkendende til.

En personalepolitik skal evalueres, lød det. Det er i dén anledning, at man finder ud af, om den fungerer, og hvad der bør ændres.

Flere talte om den nedskrevne personalepolitik og den uskrevne. Det er den uskrevne, der er den mest interessante. Det er dén, man husker og bruger på skolerne.

Vær glad på arbejdet

'Tænk ikke på, hvad der er ressourcer til. Tænk på, hvad I selv kan gøre. Hvis I har valgt at være på den arbejdsplads, så vær glade, mens I er der. Det gør en verden til forskel', sagde konsulent Søren Guldager til konferencedeltagerne.

Med disse ord i bagagen drog deltagerne fra konferencen til Personalepolitisk Messe - Råstof 2001 - i Odense.

Her var der workshopper om arbejdsfastholdelse, etnisk ligestilling, den attraktive tid, seniorpolitik, ledelse - og hvad man ellers kunne ønske sig. Samt messestande med pjecer, karameller og flødeboller. Cafeer, hvor man diskuterede trivsel og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Og en masse medarbejdere, der fortalte andre om deres gode erfaringer fra arbejdspladsen. Gode historier til inspiration.

I workshoppen 'Fortælling og organisation' blev man modtaget venligt og med håndtryk af de to fortællere Anders Granström og Svend-Erik Engh. De havde også forsøgt at gøre rummet rart at være i. Det har nemlig også noget med personalepolitik at gøre.

Først fik vi historier om en konge, en hejre og en dreng med englevinger. Så fortalte vi selv - en beskrivelse af hvordan vores værelse så ud, da vi var otte år.

Lone, som sad bag ved Folkeskolens udsendte, havde haft et aflangt orange værelse med orange sækkestol, to brune madrasser i jernbanefløjl oven på hinanden på gulvet og væggene fulde af hestebilleder.

De to historiefortællere bad lytterne om at fortælle, om historien havde dannet billeder på nethinden. Dét havde den. Jeg havde ét minut til at fortælle Lone, hvordan jeg havde opfattet hendes beskrivelse. Jeg så tydeligt værelset for mig.

'Nu har I lige givet hinanden kritik. Det er ellers noget, mange viger tilbage for, fordi de ikke vil eller ikke mener, de kan. Vi kaldte det bare noget andet end kritik. Men I har lige fortalt en person, hvordan I oplevede den fortælling, I fik fra vedkommende. Det er et redskab, der er lige til at gå til', sagde Anders Granström.

'Men jeres lytning bærer også halvdelen af ansvaret for, at noget sker. I skal være parate til aktivt at arbejde på at danne billeder til historien'.

Svend-Erik Engh fortalte, at det handler om at stjæle med arme og ben. Stjæle historier og gode ideer fra andre arbejdspladser til brug hos sig selv.

Vi fik en historie mere:

En vej i Zimbabwe blev ved med at gå i stykker. Hver gang man prøvede at anlægge en vejbane, mislykkedes noget. Ingen vidste, hvad de skulle gøre. Nogle sendte mail og breve ud til dem, de kendte i branchen, og så viste det sig, at man et sted i Pakistan havde samme vanskelige jordbundsforhold som ved vejen i Zimbabwe - så dér kendte de problemerne. Men i Rio de Janeiro var der nogle, der netop havde produceret en speciel cementblanding, der lød til at være god til disse svære jordbundsforhold. Viden og cementblanding blev kombineret - og vejen i Zimbabwe fungerer stadig godt.

En opbyggelig historie om at udveksle erfaringer.

Samarbejde i orkestret

Tilbage på Gl. Avernæs igen skulle konferencedeltagerne udveksle historier og oplevelser fra de forskellige workshopper. Den bedste historie om personalepolitik, jeg hørte - og den blev fortalt med stor begejstring - var om samarbejdets svære kunst. Vist med et orkester med dirigent. Et swing-ensemble med sangerinde.

Dirigenten viste, hvordan én af medarbejderne altid var meget tilbageholdende, og hvordan en anden dominerede, hvis han fik lov. Det lød ikke godt, musikken fungerede ikke. Men hvis lederen styrede, kunne de to godt bringes til at samarbejde. Det kræver dog, at lederen kender den enkelte medarbejders styrker og svagheder.

I øvrigt styrede han ensemblet med ros på rette tid og sted.

Dirigenten havde også bedt alle i salen om at deltage. De skulle klappe takten på to og fire. Det stod på et stykke tid. Så sagde lederen, at nu var alle blevet bedre, så nu skulle handlingsplanen laves om. Det gjorde man så. Klaptakten blev ændret.

På café-møder på Gl. Avernæs udvekslede konferencedeltagerne derefter historier, så alle fik flest mulige eksempler med hjem - til arbejdet med personalepolitikken.

Emnerne var fastholdelse på arbejdsmarkedet, værdier som grundlag for personalepolitik, rekruttering og løn, metoder til udvikling af personalepolitik, psykisk arbejdsmiljø samt ledelse og samarbejde.

'Hvis personalepolitikken skal medtænkes på skolen i det daglige, kræver det, at alle kender den og har været med i arbejdet med at skabe den', mente én.

'Hvis man blot venter på, at kommunen afsætter ressourcer til personalepolitikken, så sker der intet. Selvfølgelig skal der sættes ressourcer af, men lad os nu gå hjem på skolen og begynde med at gøre dét, vi selv kan gøre', sagde han opfordrende.

Nyttige link

Hvis du har lyst til at læse mere om personalepolitik fra messen Råstof 2001, kan du prøve www.personaleweb.dk. Hvis du vil læse/høre historier, er www.historier.dk en mulighed. Begge steder har en stor samling af link. Hvis du vil læse mere om personalepolitik, kan du prøve www.leadingcapacity.dk

Det koster penge at bruge dette sted, men de har gratis prøveabonnement i 14 dage.