Elever kom med til Bornholm

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det lykkedes for de tre elever uden dansk statsborgerskab at komme med på lejrskole til Bornholm sammen med deres klassekammerater fra 6.a på Læssøesgades Skole i Århus.

Men der var tvivl næsten til det sidste. Først om torsdagen, som klassen skulle rejse mandag, blev det godkendt, at de tre elever måtte komme ind i landet igen. En tilladelse, som var nødvendig, fordi turen til Bornholm går via Sverige.

Problemet var, dels at klassens to lærere havde fået dårlig rådgivning af myndighederne, dels at de ikke vidste, at det er blevet mere omstændeligt at få bragt papirerne i orden på grund af Schengen-aftalen (omtalt i Folkeskolennummer 18/2000). Derfor kom eleverne i tidsnød, og klasselærer Gitte Bach havde faktisk opgivet at få dem med.

'De tre elever blev selvfølgelig glade, da de fik at vide, at de godt kunne komme med alligevel, og det gjorde de danske elever også. De har haft svært ved at forstå, hvorfor nogle af deres klassekammerater ikke skulle med til Bornholm, når nu turen var en del af undervisningen', siger Gitte Bach.