Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

N. Zahles Skoles 100-års-jubilæum

Natalie Zahle var knap 24 år gammel, da hun åbnede det privatlærerindekursus, som hun spøgende kaldte sin 'forhindringsanstalt for dårlige lærerinder', og knap 25, da hun grundlagde sin barneskole. Men hun var tidligt modnet gennem sorger og havde allerede som halvvoksen dannet sig en selvstændig mening om opdragelse og dannelse. Kærligheden og sandheden, godheden og glæden skulle danne grobund for børnenes vækst. Målet for undervisningen og opdragelsen var den unge kvindes åndelige selvstændighed, hendes frigørelse og hendes ligeberettigelse med manden. Grundpillerne i hendes arbejde var: det kristelige, det nationale, det menneskelige, frisindet og arbejdskravet. Man har sagt om Natalie Zahle, at hun talte lidt, skrev endnu mindre, men besad handlingens kraft. Hun var ikke alene idealist, hun var også et praktisk menneske med en usædvanlig arbejdsevne og - 'til glæde for sig selv, men til besvær for sine lærere' - et jernhelbred.

Folkeskolen nummer 19

maj 1951

For 25 år siden

Utraditionelt

Aalborg Kommune går utraditionelle veje for at beskæftige skoleelever i fritiden. Som et forsøg ønskes etableret minifritidshjem på to skoler i børnerige kvarterer. Det er tanken at knytte en fritidspædagog til Tornhøjskolen og Sofiendalskolen. Pædagogerne skal beskæftige de børn, der af flere årsager møder tidligt om morgenen, de skal aktivere i mellemtimer og efter skoletid - det sidste specielt med henblik på de yngste årgange, som har den korteste skoledag.

Mere utraditionelt

Tjele Kommune ved Viborg vil købe en vædder til at passe på, at skolebørn ikke falder i et mosehul ved siden af en ny skole, der er under opførelse. Mellem skolen og mosehullet indrettes en fårefold, hvor den kommunalt ansatte vædder skal residere. Den skal nok holde børnene fra at gå ned til mosen, siger borgmester Niels Pedersen.

Folkeskolen nummer 21

maj 1976