Kemi i køkkenet

Vingummi smager ikke af noget, hvis man holder sig for næsen, mens man tygger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I laboratoriet sidder workshopdeltagerne og hælder forsigtigt noget usynligt fra ét glas til et andet. Én tømmer det ene glas møjsommeligt, næsten højtideligt. En anden tænder et fyrfadslys på en lang stang, og øjne følger lyset ned i glasset. Lyset går ud. Deltagerne ser tilfredse ud, deres tese er bevist. Der er kuldioxid i glasset.

»De fleste børn kender godt kuldioxid, og der er mange nemme forsøg, man kan lave med luft, ild og kuldioxid«, siger Helene Sørensen, der er lærer og lektor, ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Hun har sin egen produktion af kuldioxid med til forsøgene i workshoppen om køkkenkemi og trylleri. Plasticbeholdere med gær, vand og sukker og så en slange på med prop. Og mere »brugt luft« produceres ved bordene, hvor deltagerne puster løs i plasticposer.

De næste forsøg handler om smagssansen. Vingummi deles ud. Hvis man holder sig for næsen og tygger på en vingummi, smager den ikke af noget. Men når man så slipper næsen, bliver smagen så intens, at det næsten er for meget. Samme forsøg prøves med kartoffelchips med forskellig smag. Blindtest. Man kan ikke smage, om det er chips med dild, salt eller barbecue, når man holder sig for næ­sen. Noget smager vi, men faktisk lugter vi os til det meste.

Salte, søde, bitre og sure væsker produceres, og alle forsøger sig med vatpinde, hvor i munden smagsløgene sidder.

»Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad man kan smage hvor. Er det ikke dejligt? At der ikke bare er ét facit«, udbryder Helene Sørensen.