»Og hvorfor hiver du ham H.C. Andersen frem igen – har du ikke andet? Ham talte du også om hele sidste år«.

Gode relationer gør en forskel – i klassen og på lærerværelset

Relationer kan styrkes i skolen for at fremme læringsfællesskabet. Svære situationer bliver belyst via såkaldt forumteater, når skoleforsker Louise Klinge og TeaterSpektrum er ude på skoler for at arbejde med læreres og pædagogers relationskompetence.

Publiceret

LOUISE KLINGE OGRELATIONSKOMPETENCE

Louise Klinge er cand.mag. i dansk og filosofi. Hun har skreveten ph.d. og bog om læreres relationskompetence. Hun har tidligereundervist på erhvervsuddannelsen, friskoler og folkeskoler og er nukonsulent og holder foredrag og kurser om relationskompetence.

På Tove Ditlevsens Skole i København har hun holdt kursus fordet pædagogiske personale, og hun besøger hvert lærerteam for atsparre om relationskompetente handlinger, der fremmer elevernestrivsel og udvikling både fagligt, socialt og personligt, og somkan muliggøre, at klassen bliver et læringsfællesskab. Der uddannessamtidig relationskompetencevejvisere, sådan at arbejdet medrelationskompetence bliver udbredt over længere tid på skolen.

Ofte arbejder Louise Klinge med videooptagelser fra en lektionog giver supervision til læreren. I de seneste par år har hunjævnligt samarbejdet med TeaterSpektrum, der spiller forumteater.Skuespillerne spiller en scene fra skolelivet - en svær situation -og de kan spille de forslag, som lærere og pædagoger kommer medundervejs. Personalet kan også selv gå på scenen og overtagelærerens rolle for at se, om de kan ændre en ellers fastlåstsituation.

»Tænk, at der er en god grund til, at eleven gør, som hun gør. Det er ikke personligt rettet imod dig« - Louise Klinge instruerer skuespillerne.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Scenen er sat. Det er morgen hjemme hos 12-årige Josefine. Egentlig var hun på vej i skole, men så står mor dér og kræver, at hun tager sig af lillesøster Freja, følger hende i børnehave og køber fødselsdagsgave til hendes kammerat på vejen. Josefine indvender, at hun så kommer for sent i skole.

»Nu afbryder du igen. Vi har aftalt, at vi må hjælpe hinanden. Mor har travlt. Vi har en aftale - kan du da ikke se, at jeg arbejder? Du må også tage et ansvar og ikke opføre dig som din far, der ikke kunne tage ansvar«. Mor sænker stemmen til et kælent leje: »Og så må vi se, måske kan du så få en ny mobiltelefon …«.

Mor drikker, og det er rigtig svært at være Josefine. Det viser sig tydeligt, da hun - for sent igen - træder ind i sin 6.-klasse. Her er læreren ved at gennemgå et eventyrtema. Josefine larmer, har høretelefoner på og er meget provokerende i sin ankomst. Læreren irettesætter, beder hende være stille og sætte sig ned. Læreren nævner den film, de så sidste gang.

»Den var røvsyg«, udbryder Josefine. »Og hvorfor hiver du ham H.C. Andersen frem igen - har du ikke andet? Ham talte du også om hele sidste år«.

Læreren går ind i konflikten, og den optrappes. Men hvad kunne hun ellers gøre?

Skuespiller Rikke Bendsen, der spiller lærer Kirsten, spørger forsamlingen. Vi er på Tove Ditlevsens Skole på Vesterbro i København. Emnet er relationsdannelse, og oplægsholder er Louise Klinge. TeaterSpektrum er 'sidevogn' til hendes oplæg, og nu har skolens lærere mulighed for at komme på banen. De kan komme med forslag til skuespilleren, eller de kan selv kaste sig ud på scenen og spille ind med ændringsforslag.

»Start med at sige godmorgen til Josefine«.

»Lad være med at give hende så meget opmærksomhed, når hun kommer. Giv hende et nik, og tag så en snak med hende senere«.

»Lad hende fortælle om H.C. Andersen eller lave et oplæg om, hvorfor filmen er røvsyg«, lyder nogle af forslagene.

Relationskompetente lærere får eleverne til at engagere sig i undervisningen 

En røvsyg sang overrumpler

På scenen prøver lærer Kirsten forslagene af: »Kunne du ikke lave et oplæg om, hvorfor filmen er røvsyg?« spørger hun Josefine.

»Så kunne du holde et oplæg om, hvorfor du blev lærer«, lyder det rapt fra Josefine.

Lærerne markerer. Én fortæller, at hun aldrig ville gå ind i en debat om filmen og om H.C. Andersen på denne måde, fordi det er tydeligt, at Josefine har det dårligt. En anden foreslår, at læreren anerkender, at Josefine kan huske noget om forfatteren.

En lærer foreslår, at man ændrer hele øv-situationen ved at synge en sang om »røvsyg«. Hun går op og overtager lærerens rolle.

»Røvsyg, r-ø-v-s-y-g, røøvvsyyygggg«, læreren synger, jammer, rapper på ordet i længere tid og smådanser hen og sætter sig på Josefines skød. Skuespiller Kate Kjølby, der spiller Josefine, bliver overrumplet, griner og bliver siddende. Flere andre forslag har ellers fået hende til at forlade klassen, så målet har været at få hende til at blive. Det lykkes denne gang, men det er nok de færreste, der kunne klare denne overrumpling. Alle klapper og griner. Kate Kjølby fortæller, at hun reelt ikke kunne lade være med at grine. Hun kunne mærke forandringen i sin krop.

Louise Klinge medgiver grinende, at sådan et indslag har hun ikke oplevet før på sin turne med oplægget: »Det var et genialt bud, men det kræver stort overskud og en god relation til Josefine. Spørgsmålet er, om det blev for meget«.

En lærer i salen fremhæver, at Josefine blev rørt ved og kom til at grine spontant. Så læreren fik en positiv reaktion. De prøver igen at spille scenen med nye bud fra lærerne.

Giver et sug i maven

»Jeg kan genkende det hele, når jeg ser skuespillerne. Jeg kan mærke det i kroppen, det giver et sug i maven. Bare at møde den mor. Det er smart at få forskellige løsningsmuligheder frem og tale om det på den måde. Det rammer og virker ægte«, siger pædagog i specialklassen Lars Stampe om metoden.

Hele den pædagogiske dag handler om relationerne mellem elev, lærer og fag. Om hvor vigtigt det er at opbygge gode relationer til en klasse, spørge til elevernes weekend eller deres nye fodboldtrøje. Blive et menneske og ikke »bare en lærer«. Vise, at man ser den enkelte elev.

»Tænk, at der er en god grund til, at eleven gør, som hun gør. Det er ikke personligt rettet imod dig«, understreger Louise Klinge.

Hun taler om, at alle har brug for at være selvbestemmende, føle kompetence og opleve samhørighed. De taler om, at Josefine slet ikke bliver set af sin mor. Pigen prøver flere gange at sige noget, men hun får aldrig lov til at tale ud.

En pointe er jo netop, at nogle af de elever, der har mest brug for det, er sværest at komme i god kontakt med, som flere nævner. Louise Klinge fremhæver vigtigheden af at lære at kommunikere, og at man ikke kan forvente, at eleverne har lært det hjemmefra.

»Bed aldrig børn om øjenkontakt, hvis du er irriteret på dem. Det dur ikke. Kun hvis du roligt kan sige: 'Hey, se lige på mig, når jeg taler til dig'. Det kan være meget svært for nogle børn at have øjenkontakt, og så kan det være bedre at tale med dem, mens man går en tur«, forklarer hun og fortsætter: »Det, jeg siger her, er jo ikke raketvidenskab, men bare en gentagelse af noget, I godt ved«.

Gruppen af lærere og pædagoger taler om, at det nogle gange kan betyde meget, at man bare gør en lille simpel ting. For eksempel at sige barnets navn, når man siger hej. Det kan få et barn til at føle sig bedre set.

En samtale med Josefine

Senere skal personalet komme med forslag til, hvordan lærer Kirsten tager en snak med Josefine. Hvordan skal hun åbne?

Der kommer forslag om, at hun blot giver udtryk for, at hun ved, at Josefine er frustreret, og at hun tilbyder at ville lytte, hvis pigen vil tale om det. Og det behøver ikke at være lige nu. Josefine skal bare vide, at tilbuddet er der, og så måske prikkes til igen senere.

En foreslår, at man finder en lærer eller pædagog, som har en god relation til Josefine: »Jeg kunne godt finde på at sige til hende, at jeg har brug for at gå en lille tur med hende og tale sammen«.

»Det er den voksne, der skal tage ansvar. Man kan prikke lidt til hende, men også fortælle, at hun skal sige fra, hvis man skal holde op med at prikke«, supplerer én.

Man kan også foreslå Josefine at skrive nogle tanker ned og så tale sammen om to uger. Nogle foreslår, at man smalltalker med Josefine, for eksempel spørger til hendes søskende. Og at man nævner fakta: At Josefine tit kommer for sent, og at man oplever, at hun er i dårligt humør. Spørge, om de kommer for sent op om morgenen derhjemme.

Skuespillerne afprøver en scene, hvor læreren siger, at hun kan se, at Josefine har det dårligt, og at hun har brug for at vide, om det er på skolen eller derhjemme. Her åbner Josefine lidt og fortæller, at hendes mor har travlt.

Personalet prøver også at komme med forslag til, hvordan en kollega kan tale med lærer Kirsten, fordi hun har hørt hende skælde Josefine ud. Den kollegiale samtale er svær, for Kirsten går hurtigt i forsvar.

»Jeg har oplevet, at en kollega satte mulige ord på, hvad der måske skete i barnet. Det var en god måde, og det var godt kollegialt. Det var en hjælp«, fortæller én.

»Man skal nok bare ikke begynde sådan en samtale med en kollega med at sige, at man er bekymret for hende«, siger Louise Klinge. »For vi vil alle gerne opleve at være kompetente. Der er så meget på spil, når man arbejder med mennesker«.

Forsker: Afprøv en skole uden eksamen og karakterer 

At reflektere over egen praksis

»Det er en lærerig form, og den er spændende. Jeg har læst Louise Klinges bog på læreruddannelsen, men det er fint at genopfriske det og reflektere over sin egen praksis. Jeg er blevet klogere i dag. Teaterformen gør, at mange kommer i spil, og vi får indblik i, at vi er forskellige mennesker og forskellige som lærere. Vi skal være os selv over for børnene - være autentiske lærere, ellers går det ikke«, siger lærer Kathrine Westgård.

Louise Klinge fortæller, at børnene ikke reagerer på gode intentioner, men på om de voksne er nærværende. De reagerer på dét, der sker lige nu og her.

»Jeres ageren har betydning for, hvilken del af børnenes hjerne der aktiveres. Nogle børn bliver skældt ud af mange. De kan ikke styre impulserne. Eleverne engagerer sig, når de oplever tryghed, kendte formål, korte opgaver, noget nyt - men også genkendelige opgaver, når de oplever belønning og humor. Og man må gerne bruge noget fra sit eget liv, også gerne udstille sig lidt«, siger Louise Klinge

Hun fortæller, hvordan hun en gang underviste en gruppe smedelærlinge i dansk. Det var op ad bakke. Hun nævnte sangen »Jens Vejmand«, men de viste ingen tegn på genkendelse, og så sang hun den med lidt rystende stemme, fordi hun ikke var helt tilpas i situationen og ikke vant til at synge for andre. Men det vandt de unge lærlinge. Fordi Louise Klinge viste sig selv i en usikker position.

Forskeren forklarer, at mennesker er skabt til at afstemme sig i kommunikation. Vi afstemmer mimik, gestik, tonefald og ordvalg i forhold til et andet menneske. »Afstemmere«, kalder Louise Klinge de verbale og nonverbale udtryk, der bidrager positivt til elevernes trivsel og udvikling.

»Jo mere lærere og pædagoger har fokus på at se elever som hele mennesker, jo bedre elever bliver de«.

»Det er vigtigt at understøtte børnenes oplevelse af at være selvbestemmende, at være kompetente og i samhørighed. Derigennem danner vi dem til et fællesskab, og det kræver selvfølgelig også, at vi indimellem siger nej til en adfærd«, siger Louise Klinge.

Styrk relationerne