Anbefalinger

Anbefalinger

Fra Lars Allan Haakonsen, samfundsfagslærer på Sindal Skole i Hjørring Kommune og faglig rådgiver i historie og samfundsfag på folkeskolen.dk/kulturfag.

Publiceret Senest opdateret

Spil De kommunale budgetforhandlinger

Finanslovsforhandlingerne rumler, og landets kommuner skriger på penge. Skal der spares på ældreområdet, eller er det børnenes tur? Det er både store tal og indviklet at forstå, men hvad med at spille sig til viden om kommunernes service- og anlægsrammer?

Hjørring Kommune har udgivet dilemmaspillet ”Dine, mine eller vores penge?”. Spillet foregår dog ikke i Nordjylland, men i den fiktive kommune Grønnedal. Her skal årets budgetforhandlinger i gang. Arbejderpartiets borgmester er chefforhandler, men pengene er små og udfordringerne store. En borgergruppe forsøger at bremse lukningen af plejehjemmet i Grøntoft, hvilket Oplandspartiet til fulde støtter, men … er der så penge til det nye fodboldstadion, som Grønnedal-listen så gerne vil have? Forhandlingerne bliver benhårde, men ikke kedelige, og kan Centerpartiet virkelig mene, at alle elever i 1. klasse skal have deres egen pc betalt af kommunen? 

Spillet kan afvikles i løbet af to til tre samfundsfagstimer. Bemærk, at der til spillet også er en debriefing, hvor der gives et indblik i virkelighedens forhandlinger. 

kortlink.dk/2mmrg 

Hjemmeside Verdens Bedste Nyheder 

Man kan let miste livslysten ved at følge nyhedsstrømmen. Krige, flygtningestrømme, global opvarmning, tørke, oversvømmelse … Listen med deprimerende nyheder fortsætter. Men findes der ikke også gode nyheder? 

Hos Verdens Bedste Nyheder er fokus på de gode, men ofte oversete nyheder. En samfundsfagstime kan derfor starte med en omgang good news. Blandt de seneste nyheder kan nævnes, at man i Ecuador ved en folkeafstemning har vedtaget, at alle nye og nuværende olieboringer i en af landets største nationalparker, Yasuní, skal standses. Det er et af de allermest biodiverse steder på jordkloden, hvilket det nu forhåbentlig kan fortsætte med at være. 

Der er også gode nyheder om mennesker og teknologi. Blandt andet nyheden om, at EU har pålagt techgiganterne, at det inden 2027 skal gøres langt lettere at skifte batteriet i mobiler og tablets, ligesom ligestillingen i Sierra Leone buldrer frem. Det er med andre ord nyheder med håb, og kan vi ikke alle trænge til dem? 

verdensbedstenyheder.dk 

Hjemmeside Mens vi venter på EU-valget 

Og apropos EU, så kan parlamentsvalget skimtes i horisonten. I begyndelsen af juni 2024 er der valg i EU’s 27 medlemslande. Under kompetenceområdet ”Politik” i faghæftet findes færdigheds- og vidensområdet ”EU og Danmark” – men hvor finder man de gode undervisningsmaterialer, så disse mål kan dækkes? 

Deo står for Demokrati i Europa Oplysningsforbundet og har til formål at fremme debat og oplysning om EU. Deo tilbyder for eksempel en perlerække af gratis undervisningsmaterialer til såvel grundskole- som gymnasiebrug. Blandt andet det nyeste dilemmaspil, som også kan bruges i historietimerne. Spillet tager udgangspunkt i EF-afstemningen i 1972, for skal det være et ja eller et nej til fællesmarkedet?

I løbet af den kommende tid kommer der flere nyheder på Deo, ligesom der også snart er en podcast til såvel lærere som elever. I et kommende blogindlæg vil jeg kigge nærmere på disse nyheder, så vi er klar, når valget kommer. 

Følg med på folkeskolen.dk/kulturfag