“Da jeg gik i folkeskole, havde jeg som tosproget svært ved at læse og skrive. Jeg kunne ikke få hjælp til at lave lektier derhjemme, men jeg ville rigtig gerne lære. Jeg bad om ekstraopgaver, og jeg fik ekstratimer.

Da jeg kom i 7. klasse, fik jeg Marianne som lærer. Jeg så hende som min rollemodel. Hun er virkelig dygtig til sit fag. I 7. klasse skulle vi læse Yahya Hassans digtsamling. Jeg gik helt amok. Jeg kastede bogen væk og sagde: Det gider jeg ikke. Han er racist. Han skriver om, at indvandrere stjæler og slår deres børn, sådan er jeg ikke.

”Tanken om, at jeg har været med til at gøre en forskel, gør mig megastolt”

Marianne sagde, at jeg skulle skrive et læserbrev i stedet for at råbe og skrige.

Så jeg skrev et læserbrev. 

Marianne viste mig B.T. Jeg sad og læste hele artiklen, før det gik op for mig, at det var mig, der havde skrevet det. Det kom også i Nordjyske. Så blev jeg bidt af genren. Uden at være kendt eller have magt kan man få indflydelse på, hvad der står i medierne. Jeg har skrevet mange læserbreve siden. Jeg havde det i mig – jeg skulle bare lige lære hvordan.

Jeg har været i “Go’ morgen Danmark”, og jeg har været ude at holde foredrag på skoler. Når de spurgte, hvordan jeg kunne være startet som 14-årig, pegede jeg på min lærer Marianne.

Derhjemme fortalte jeg ikke mine forældre, at jeg skrev læserbreve. Min far kan ikke læse og skrive på dansk. Men han var frisør, og hans kunder kom med gaver og breve til mig, fordi de havde læst, hvad jeg havde skrevet.

I dag holder jeg stadig kontakten til Marianne. Hun var med, da jeg fik min hue på i gymnasiet, og hun var den første, jeg ringede til på Messenger, da jeg blev færdiguddannet lærer.

Jeg skal være en god lærer ligesom Marianne. En lærer, der skaber en stor relation til sine elever. En lærer, der lærer eleverne om dansk kultur og litteratur. Men det er svært at få job, når man er i femte måned.

I et lærerliv er der elever, man husker, og elever, man glemmer. Jeg tror, jeg er en elev, Marianne husker”.