Sidste tirsdag var en særlig dag for mig både personligt og professionelt. Min ældste søn startede i børnehaveklasse. Forude venter ti år, hvor jeg med mine egne øjne kan se og opleve den danske folkeskole.

Det er et stort og vigtigt skoleår, der netop er startet for os som familie. Men netop dette skoleår kan også blive stort og vigtigt for resten af Danmark.

I efteråret får Danmark nemlig en ny skolepolitik. Vores undervisningsminister, Mattias Tesfaye, har lovet et opgør med skolen som “en ren pølsefabrik”. Eleverne skal lære mindre, men mere i dybden. Skolerne skal have mere frihed. Færre skærme. Nye læreplaner. Mere praktisk undervisning.

Og midt i det hele står – siger politikerne – en respekt for lærerne, som man vil lytte til.

Hvis det er rigtigt, så står vi foran et historisk skoleår. Regeringen kan, for at blive i skolesproget, vaske tavlen ren og sætte et endegyldigt punktum for et årti i skolehistorien, der siden reformen i 2013 ellers har været præget af polarisering og politisering.

Bliver 2023 året, hvor vi får en skolepolitik baseret på faglighed, frihed og tillid?

Jeg har nok fulgt politik lidt for længe til at tro det, før jeg ser det. Men løfterne fra regeringen er lovende, og det er ministerens nysgerrige tilgang til skolen også. Han virker, som om han selv tror på det. Det smitter.

Snart får vi syn for sagen. Tesfaye har lovet at offentliggøre regeringens skolepolitik, før året er omme. De første ændringer forventes allerede at være i kraft, når næste skoleår starter.

Der er nok at tage fat på. Folkeskolen har enorme problemer med mistrivsel, inklusion og lærerflugt. Næsten hvert femte skolebarn går i privatskole, og i nogle kommuner er det hver tredje. Problemerne er så store, at de ikke kan løses med skrivebordsøvelser eller små tiltag. Det er folkeskolens sjæl og rolle i samfundet, der er på spil.

Ti år er lang tid. Når min søn forlader skolen igen, så håber jeg, at vi kan se tilbage på et årti, der genrejste den danske folkeskole. Både som forælder og som chefredaktør.