Uskolet

Guide

Sådan får du nemmest overstået de mange ferieuger indtil du endelig kan komme på arbejde igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pauser fra hverdagen er ofte populære, men mange af os engagerede lærere betragter skolernes lange sommerferier som en lidt ærgerlig afbrydelse af et velfungerende flow: Hvorfor stoppe, mens legen er god?

Her er tips til, hvordan du kan komme godt igennem ventetiden og få en effektiv, udfordrende og fagligt berigende sommerferie.

 

¢ Hvem siger, at begreber som ugeplan og læringsmål ikke har sin plads på Zakynthos i juli?

 

¢ Hav altid et sæt laminerede spørgsmål parat, hvis dine rejsefæller sidder og falder lidt hen. Del gerne ud til andre af hotellets gæster også.

 

¢ Prioritér om muligt rejsemål uden for Danmark. Her er der god chance for at studere børn af anden etnisk oprindelse.

 

¢ Sørg for at folk kan se, at det er den nye Helle Helle-roman, du er så optaget af. Le højlydt indimellem, og peg ind i bogen, mens du ryster smilende på hovedet.

 

¢ Bedriv konsekvenspædagogik: Hvis din seksårige nægter at få solcreme på, ja, så bliver man altså forbrændt, William, det havde jeg fortalt dig. 

 

¢ Hold kontakten med dine elever og deres familier. Et par beskeder om dagen er rigeligt: Hvad laver de, hvor er de henne?

 

¢ Regulér ungernes lommepenge, så de føler medansvar for familiens husholdning. Lad dem fx selv betale deres frokostpause.

 

¢ Bryd isen på campingpladsen, og kom i snak med andre forældre ved at spørge interesseret til deres børns diagnoser.

 

¢ Lad alle ved poolen forstå, at du altså er lærer. Tag en runde, hvor du retter basale fejl. Så er butterfly altså heller ikke sværere.

 

¢ Ølfestival i Tyskland, Midsommarafton i Sverige, Tirsdagsmarked i Stege. Men behøver ikke at tage langt væk for at lære om primitive folkeslags farverige skikke og ritualer.

 

¢ De fleste bonusbørn vil se det som en spændende udfordring at få lov at stå for et 20 minutters oplæg, når I besøger det lokale krigsmonument.

 

¢ Tag et smut ind på skolen nogle dage i juli. Du vil finde stemningen langt mindre hektisk og kun sjældent opleve kø ved kopimaskinen.

 

¢ Afslut ferien med en hurtig, adaptiv test. Bare 30-40 spørgsmål, der lige sikrer, at alle i familien har nået deres mål, og vupti - så er det lige straks skolestart igen.

 

Rigtig god sommer!

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.

Powered by Labrador CMS