Debat

Folkeskolens leder: Pral er godt

Frihedsforsøg, inddragelse af lærernes ideer og samarbejde skolens parter imellem ruller ud over skolerne – og det tegner godt.

Publiceret Senest opdateret

Normalt handler ledere i nærværende medie om noget, som nogen skal gøre noget ved. Straks! Men lige i øjeblikket sker der opmuntrende ting i folkeskolen, som vi har sat fokus på i dette blad. Faktisk er det lidt svært at få armene ned.

“Jeg elsker, når de praler!” Siger en skoleleder i Holbæk til frihedsforsøgene på kommunens skoler. Hun henviser til, at lærerne selv beslutter, hvad de vil gøre – og ofte kun kommer forbi kontoret for at prale af de gode løsninger, de har fundet frem til.

Masser af ideer og masser af debatter om, hvad der er en god skole, har frisættelsen af skolerne i Holbæk og Esbjerg ført til. Ikke alle er enige i de konkrete beslutninger. Sådan er samarbejde. Der har i hvert fald været tid til nogle grundige diskussioner, fortæller lærerne.

Det er den samme tankegang, som ligger bag projektet Sammen om skolen. Her mødes parterne omkring skolen – især inderkredsen med ministeren, KL, skoleledere og DLF – med politikerne og taler sig frem til løsninger. De er enige om ikke at stile mod en stor reform, men at tage problemerne et ad gangen og sætte noget i værk, når de er enige.

Frihedsforsøgene og Sammen om skolen indgår i en international trend, hvor fagprofessionelle selv får meget mere ansvar og mulighed for at bestemme, forklarer en forsker. Det er en stærk modsætning til topstyring og ånden fra 2013.

Nye tider giver så nye udfordringer. Samarbejde tager tid. Det eneste konkrete resultat, der indtil nu er kommet ud af Sammen om skolen, er aftalen om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem, som der er delte meninger om. Men alternativet til den løsning, der nu ligger på bordet, er som bekendt ikke, at lærerne selv får lov til at bestemme.

Indtil videre har lærerne – ud over dem i Holbæk og Esbjerg – ikke oplevet så meget af de nye tider. Skal der fortsat være opbakning, er det nødvendigt, at lærerne på alle skoler kan mærke en forskel. Så lad os krydse fingre for flere konkrete resultater på den anden side af en velfortjent sommerferie.