Debat

Invester i godt skolebyggeri – det betaler sig

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I løbet af det kommende år skal vi have valg til Folketinget. I den forbindelse kan vi formentlig forvente valgløfter og debat om de kommende års offentlige anlægsinvesteringer. Skolerenoveringer og skolebyggeri bør blive centralt placeret i den debat.

Vi har nemlig ret solid viden om, at det betaler sig at investere i gode skolebygninger. Vi ved, at de fysiske rammer har direkte indflydelse på elevernes udbytte af undervisningen. Tænketanken Kraka har blandt andet samlet en del både international og national forskning om betydningen af et godt indeklima i folkeskolerne. Konklusionerne peger i retning af, at gode fysiske rammer har en positiv indvirkning på sygefraværet. Når lærerne (og eleverne) har et mindre sygefravær, gavner det selvfølgelig elevernes udbytte af undervisningen. Og det vil samtidig være godt for de offentlige kasser, hvis færre skattekroner skal gå til unødvendigt fravær. Hertil kommer, at en investering i området ligeledes vil medføre lavere udgifter til for eksempel el og varme. Hvad der måske er endnu vigtigere, så peger meget også på, at et bedre indeklima øger indlæringsevnen.

Vi ved, blandt andet fra vores arbejdsmiljørepræsentanter, at vores folkeskolers fysiske standard er yderst forskellig. Tiden er derfor kommet til, at vores folkeskoler får en central placering i de kommende års anlægsbudgetter, både i de enkelte kommuner og ved at Folketinget afsætter midler til formålet for eksempel gennem en pulje, som kommunerne kan søge, i det omfang deres egne midler ikke rækker til de konkrete behov.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der bør ikke kun fokuseres på investeringer i infrastruktur, motorveje, jernbaner, broer og så videre.

Herfra skal lyde en klar opfordring til, at politikerne på Christiansborg finder de store ambitioner frem. Det bør være en ambition, at alle elever modtager undervisningen i velindrettede skolebygninger med et godt indeklima.

Det fortjener skolens elever og ansatte.

Nogle steder er behovet renoveringer og istandsættelse af varierende omfang. Andre steder vil det formentlig være den bedste beslutning at bygge en helt ny skole.

Omfanget og behovet bør naturligvis undersøges nærmere. En sådan undersøgelse og en efterfølgende national handlingsplan for skolerenoveringer og skolebyggeri bidrager Danmarks Lærerforening naturligvis gerne til.