Måske har vi lærere slet ikke opdaget, hvor meget man anerkender vores virke og professionalisme. Tuller vi rundt i en trist illusion?

I disse år kan vi for eksempel høste megen anerkendelse for vores evne til at rumme alle elever. I almindelighed er anerkendelsen ikke så artikuleret, men hvad kan man forvente?

I en undersøgelse af over halvdelen af eleverne i min egen kommune giver lærerne blandt andet udtryk for, at næsten hver fjerde elev kræver særlig opmærksomhed og ekstra tid i og uden for undervisningen. Kun hver tredje af disse elever har været hos skolepsykolog.

Med andre ord overlader man trygt til lærerne selv at diagnosticere/vurdere dobbelt så mange af de opmærksomhedskrævende elever, som man overlader til skolepsykologisk undersøgelse. Hvilken tillid og anerkendelse! Men en lidt indforstået anerkendelse. Kun fagligt velfunderede feinschmeckere fanger den i farten, for tjept skal det jo også gå.

Omkring tre ud af fem lærere i undersøgelsen vurderer selv, at deres kompetencer ikke er i orden, så de kan løse deres opgaver i forbindelse med øget rummelighed og inklusion. Her må man forklare disse lærere, at man jo har givet dem opgaven i tillid til, at den kan løses. De må tage det som en anerkendelse. Og ifølge undersøgelsen er det da også kun cirka hver fjerde lærer, der er tilbudt kurser, deltagelse i studiekreds eller lignende. Det bekræfter, at vi allerede har kompetencerne i langt videre omfang, end vi selv går rundt og fornemmer i hverdagen. Ingen grund til selvstigmatisering, det går jo fint.

Undersøgelsen viser en klar tendens til at undervurdere vores egen undervisning og det anerkendende miljø i vores klasser. Over halvdelen vurderer, at der i deres klasse er elever, der er så svært pædagogisk håndterbare, at både eleven og klassen ville være klart bedre stillet, hvis eleven fik et undervisningstilbud uden for klassen.

Den spidsfindige læser vil nok påpege en selvmodsigelse her: Hvis man virkelig anerkender lærernes evne til at diagnosticere/vurdere, hvorfor går disse elever så fortsat i klassen? Her kommer jeg nu lidt til kort og må bede om læserens hjælp.

Måske er vi bare ikke klar over, hvor godt et tilbud normalklassen og superlæreren egentlig er i forhold til andre tilbud - som der jo heller ikke er så mange af mere?

En alt for stor del af lærerne i undersøgelsen giver udtryk for afmagt i forhold til enkeltelever. Og til procedurerne for iværksættelse af tiltag over for disse elever. Jamen, jamen, at skolevæsenet og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning trækker sig lidt ind i baggrundens skygger, er da den største anerkendelse, man kan få. Tænk, hvis de bare ville overtage med observationer, særlige undersøgelser, støttetimer, psykologbistand, særtilbud og så videre. Tænk, hvis det var let at finde ud af procedurerne. Hvor var vi så henne? I en ren mistillid til lærernes kompetencer. Så ville der først være noget at bekymre sig om.

Spøg til side.

Jeg har ingen grund til at antage, at min kommune er spor atypisk. Der er formodentlig tale om en national tendens, hvor billedet kan svinge lidt fra kommune til kommune.

Der er en kraftig stigning i meldingerne om stress, pres og egentlige sammenbrud, som begrundes i blandt andet elevsager, anerkendende pædagogik og rummelighed.

Man opererer tæt på lærernes professionelle nervesystem, når man i langt højere grad gør læreren ansvarlig for resurseneutrale specialundervisningsløsninger i hendes klasse.

Måske slår den anerkendende ledelsesstil alligevel fejl?

Niels Kjeldsen er næstformand i Ballerup Lærerforening