Debat

Thi kendes for uret

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

At Arbejdsretten er kendt for at slå hårdt ned på aktionerende lønmodtagere, er der ikke noget nyt i. Men dommen om elevplaner, hvor hundredvis af overenskomstansatte Frederiksberg-lærere og lærere på fire andre skoler i Hillerød og Albertslund hver skal lægge 1.000 kroner, slår alle rekorder, som det også fremgik af Folkeskolen i sidste uge.

Sagen er jo netop - som jeg også sagde til folkeskolen.dk, samme dag som dommen faldt - at der ingen arbejdsvægring har fundet sted. Alle lærerne har udarbejdet deres elevplaner.

Sagen skriger til himmelen, og lærerne på Frederiksberg er forståeligt nok forundrede over dommens udfald.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men de er professionelle og har sportsånd. Lærerne reagerer, som man bør, når man har tabt et slag: Man holder hovedet oprejst, giver vinderen hånden - og lægger nederlaget bag sig for at gøre klar til den næste opgave.

Og den næste store opgave for kreds og lærere på Frederiksberg er den ny arbejdstidsaftale, en aftale, som Frederiksberg-borgmesteren Mads Lebech har stået i spidsen for, og som lærerne på Frederiksberg venter sig meget af.

Præcis derfor er det ærgerligt, at Lebech ikke udviser sportsånd i sagen om elevplaner. I stedet benytter han lejligheden til i medierne at give både lærere og kreds en »det har I rigtig godt af«-kommentar med på vejen. Det er nedladende retorik, der har skabt forståelig vrede på lærerværelserne.

Tiltroen til et godt resultat om arbejdstid mellem lærere og kommune beror væsentligst på, om også kommunen - med borgmesteren i spidsen - formår at række hånden frem og søge at genskabe tilliden og samarbejdet mellem forening/lærere og Frederiksberg Kommune. Lad os se at komme i gang.