Mange elever med skolevægring får ikke den undervisning, de ifølge loven har krav på.

Det viser en rundspørge til 268 folkeskoler, som fagbladet Folkeskolen har foretaget.

Her svarer 41 procent af skolerne, at de ikke gennemfører sygeundervisning med alle de elever, som har behov for det.

På 16 procent af skolerne modtager de skolevægrende elever overhovedet ikke sygeundervisning. Mens 18 procent af skolerne lykkes med at give sygeundervisning til en begrænset del af deres elever med registreret skolevægring.

Mange steder lykkes det dog; 56 procent af skolerne fortæller i rundspørgen, at alle deres elever med skolevægring modtager sygeundervisning.

Uheldigvis lader behovet for sygeundervisning til at vokse.

I rundspørgen svarer 45 procent af skolerne, at antallet af elever med behov for sygeundervisning er steget de seneste fem år. Næsten lige så mange - 40 procent - oplever det samme pres, mens behovet kun er blevet mindre ganske få steder.

Flere peger på, at det er elever i alvorlig psykisk mistrivsel, der får behovet for sygeundervisning i hjemmet til at stige.

“Som skoleleder oplever jeg, at de børn, der er i vanskeligheder, og som ikke kan komme i skole, er blevet mere syge, alvorligere syge. De er virkelig hårdt ramt. 95 procent af de syge er piger i udskolingen. De er ramt af angst, depression, selvskade, spiseforstyrrelser, og det er værre, end jeg tidligere har set det”, skriver en skoleleder fra Nordsjælland.

Skolernes sygeundervisning dækker over en bred vifte af tiltag som for eksempel færre timer i klassen eller undervisning på et mindre hold, at følge med i klasseundervisningen virtuelt, onlineundervisning alene i hjemmet eller i mindre grupper og endelig egentlig sygeundervisning i hjemmet med en lærer.

Indsatser virker ikke altid

At sygeundervisningen ikke bliver gennemført, betyder dog ikke, at skolerne ikke har givet eleverne og familierne tilbuddet, som de skal ifølge loven.

Mange skoleledere har bare svært ved at løse opgaven rent praktisk, og ofte virker de kostbare indsatser ikke. Heller ikke selv om skolen samarbejder tæt med både Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og familieafdelingen i kommunen, fortæller en fynsk skoleleder.

“Vi har et tæt samarbejde med kommunen om de her børn, og jeg synes, at systemet har gjort rigtig meget. Alligevel sidder vi med børn, der ikke kommer i skole, og som ikke selv ved, hvorfor de ikke kommer i skole. Jeg ved ikke, hvilket håndtag jeg skal gribe i for at hjælpe de her familier, og jeg tror, at psykologerne i PPR og familieafdelingen ville sige det samme”, siger han og tilføjer:

“De elever, vi har med skolevægring, er gode, vellidte elever med resursestærke forældre, ingen faglige problemer og ingen diagnoser, vi kender til, og alligevel sidder de hjemme”.

Et spørgsmål om prioritering

Formanden for Skole og Forældre, Rasmus Edelberg, genkender billedet. Han hører fra forældre, at mange skoler er for lang tid om at sætte gang i undervisningen af børn med langtidsfravær.

“Skolerne kan have svært ved at finde de lærerresurser, der skal til. Noget andet er, at de heller ikke har de nødvendige processer og procedurer for det”, siger han, men hæfter sig ved, at mange skoler alligevel lader til at kunne lykkes med opgaven.

“Når man kan nogle steder, er det jo et tegn på, at det godt kan lade sig gøre. Så noget tyder på, at det er et spørgsmål om prioritering, så man for eksempel har et beredskab, der er klar til at hjælpe de her elever. Dér prioriterer skolelederne nok de børn, der er på skolen, og de rutiner, der skal køre i kernedriften, forrest”, siger han.