Når man kigger lidt tilbage

på de gode gamle dage

og studerer folkeskolen,

ses det klart, at under solen

er der sjældent nyt at finde,

skønt der blæser nye vinde.

Tænk engang, i attenhundrede-

halvfemserne, der dundrede

en ny lov ind i skolen,

og dengang der lød parolen,

at elever skulle deles

efter modenhed, og skeles

sku' der til elevens alder

og hans fremgang. Dette kalder

man i dag differentiering,

men dengang var det håndtering

af de kloge og de svage.

Loven ligeledes sagde:

Syvogtredive må der være

i en klasse, og hver lærer

skal skam være ret uddannet,

thi det gavner fædrelandet.

(Det er stadig ganske rigtigt!)

Kundskab var skam meget vigtigt,

og eleven skulle fyldes

som et 'tomt kar'. Men hvad skyldes

denne store interesse i historisk lov-finesse?

Jo, Niels Egelund citeres,

og hans budskab diskuteres.

Det kan være godt at kende

sin historie, og så vende

blikket bagud. Når han nævner:

børn skal deles efter evner, mens en lærer underviser

tressenstyve børn, og kriser

hos de svage modereres,

hvis at alle børn grupperes, så de gives mere viden - ja, så ser man jo, at tiden,

den har stået næsten stille. Forskellen er meget lille.

Fru Fischr