Fire nye i LB-bestyrelse

For første gang i mands minde var Lærerstandens Brandforsikrings generalforsamling fuldtallig, men også præget af en afventende stemning før den uvildige advokatundersøgelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Spredt bifald plejer man at kalde det. Men bifaldene var faktisk meget klart opdelt i SAS Scandinavia-hotellets mødesal med udsigt over den tilisede voldgrav - enten var det den forreste del af salen med de 45 delegerede, der klappede, eller den bageste med et tilsvarende antal almindeligt forsikrede i Lærerstandens Brandforsikring (LB). Det var første gang i dirigentens, advokat Jørgen Cadovius', erindring, at alle 45 delegerede var mødt frem til en generalforsamling, og det var også helt uvant, at det første kvarter blev præget af tv-kameraer og pressefotografer i aktion.

»Jeg har lagt mere vægt på det grundige end på det korte«, sagde den konstituerede formand Knud Erik Bang, inden han fremlagde bestyrelsens beretning, som forholdt sig til den massive kritik, Lærerstandens Brandforsikring er blevet mødt med de seneste måneder.

»Der skal derfor ikke herske tvivl om, at vi i dag er kede af - og ærgerlige over - at vi ikke greb ind og fik indført udlejningsregler. Vi må erkende, at vi simpelthen ikke havde det fornødne overblik over, hvor mange - eller rettere hvor få - der kendte til LB's lejligheder«, sagde han blandt andet.

»En række kritiske artikler har omhandlet vores medarbejderes mulighed for at leje lejligheder og benytte vores sommerhuse«, sagde Knud Erik Bang og forklarede: »Vi kan i stigende grad mærke konkurrencen inden for den finansielle sektor - også i forhold til rekruttering af gode medarbejdere, både ledere og sagsbehandlere«.

Personalepolitik

»Udlejning af lejligheder og udlån af LB's sommerhuse til medarbejdere har været led i selskabets overordnede personalepolitik ud fra et ønske om at skabe en attraktiv arbejdsplads med vægt på tryghed og tilhørsfølelse, alt set i lyset af de begrænsede muligheder LB i øvrigt har for at tilbyde attraktive lønaccessoirer«.

Den første, der gik på talerstolen efter redegørelsen, var formanden for Frie Grundskolers Lærerforening, Arne Pedersen, der er generalforsamlingsdelegeret i LB. Han talte om selvskabte problemer, der reelt truer forsikringsselskabet:

»Vi kunne vælge at genvælge bestyrelsen og afvente advokatundersøgelsen for at se, om det overhovedet er så slemt. Men det kan vi ikke, for så vil vi virkelig få problemer«, sagde Arne Pedersen og stillede selv op til bestyrelsesvalget - med den erkendelse, at han muligvis er dummere end de fleste, når det er lykkedes ham at sidde i generalforsamlingen i syv-otte år uden at høre noget om lejligheder med videre.

Siddet på ørerne

Hans stærkt kritiske indlæg hentede sit bifald bagest i salen. Det samme gjorde Gitte Skovsted, lærer fra København, der gav de delegerede en opsang:

»Jeg synes, I har siddet godt og grundigt på ørerne - I må da have studset over de lejligheder. Det er bare ikke i orden«, sagde hun og afviste, at argumenter om, at der ikke er nogen, der har flyttet deres forsikringer, kan bruges til noget som helst.

Det lykkedes ikke Arne Pedersen at vælte de to hidtidige bestyrelsesmedlemmer, tidligere seminarierektor Knud Erik Bang og børnehaveleder Johanne Sølvhøj. De blev begge genvalgt.

I den anden medlemsgruppe, folkeskoleområdet, var der ingen af de hidtidige bestyrelsesmedlemmer, der genopstillede. Den tidligere bestyrelsesformand Jens Nygaard forlod bestyrelsen den 14. december, og hverken Kurt Abildgaard, Andreas Henneberg eller Jørgen Jensen genopstillede. De to sidstnævnte gik på talerstolen ved generalforsamlingen og fortalte, at de begge gik af på grund af alder, ikke på grund af sagen om LB's lejlighedsudlejning.

Stampe tabte formandsvalg

Otte medlemmer stillede op til posterne, heraf en enkelt lærer, der ikke er generalforsamlingsdelegeret, Michael Junker:

»Jeg var på et DLF-kursus for nylig i Vestjylland, hvor der også var en delegeret til stede, som fortalte, at de havde haft et formøde, men ikke havde haft held til at finde kvalificerede kandidater. Mit tilbud om at stille op blev ikke modtaget med den helt store entusiasme, men jeg har altså valgt at tage vedkommende på ordet, vel vidende at jeg ikke har de store chancer«, fortalte Michael Junker, som er meritlærer med en baggrund som leder i det private erhvervsliv.

Han blev ikke valgt. Flest stemmer fik viceskoleinspektør Carsten Mørck-Pedersen, Silkeborg. Også viceskoleinspektør Emma Pedersen, Esbjerg, skoleinspektør Finn Jellingsø, Hillerød, og tidligere formand for Danmarks Lærerforenings pædagogiske udvalg, nuværende lærer i Gladsaxe, Jørgen Stampe, blev valgt ind i bestyrelsen.

Jørgen Stampe forsøgte at blive formand ved det efterfølgende bestyrelsesmøde. Men han tabte til Knud Erik Bang, som altså fortsætter som formand for LB's bestyrelse i hvert fald frem til den ordinære generalforsamling den 29. april, hvor den uvildige advokatundersøgelse skal afgøre, om LB-ledelsen har handlet kritisabelt.

Ina Reimer, lærer på Dagmarskolen i Ringsted: »Jeg er her for at høre formandens redegørelse, og den synes jeg var meget fin og sober. Jeg har ikke selv søgt lejlighed i LB, men har da undret mig over, at vi ikke havde nogle. Derfor kom det også som noget af et chok, da alt det her kom frem. Nu er det godt, at det er kommet frem, og jeg kan godt lide ideen om, at fordelingen skal gå efter anciennitet. Det er jo ikke kun de unge, der har brug for lejligheder«. Tror du, at en ny bestyrelse vil kunne redde det hele ud? »Det er jeg sikker på«.Svend Børjesson, pensionist, tidligere folkeskolelærer, seminarielærer og underviser på hf: »Jeg har aldrig været til generalforsamling i LB før, men jeg er her nu på grund af al den omtale. Jeg var spændt på at høre om boligerne, og så ville jeg også gerne vide, om der også har været forskel på den måde, der er blevet uddelt forsikringspræmier på«. Det blev tilbagevist 100 procent af direktør Jørn Anker Svendsen. »Formandens beretning var meget grundig, og det vigtigste er, at der nu skal ændres på reglerne for tildelingen af lejligheder. Men dem, der har stået på venteliste, kan de ikke bare smide ud. Dem skal der tages hensyn til. Nu forventer jeg, at den nye bestyrelse sørger for, at der bliver ryddet helt op, og at den arbejder for, at LB fortsætter som et godt og konkurrencedygtigt forsikringsselskab«.