Lovgivningsmagten skal garantere forældrene til svært handicappede børn, at børnene fortsat får en forsvarlig undervisning, uanset om den fremtidige såkaldte driftsherre så kommer til at hedde amt, stat eller kommune. Og undervisningen skal ikke bare holde det nuværende kvalitetsniveau, standarden skal i vejret.

Det er basalt set Danmarks Lærerforenings budskab til undervisningsminister Ole Vig Jensen, der her i foråret eller senest i efteråret fremsætter et lovændringsforslag vedrørende den vidtgående specialundervisning.

Det skal klart fremgå af loven, hvilken myndighed der har ansvar for hvad, ligesom tilstedeværelsen af de nødvendige lands- og landsdelsdækkende specialskoler også skal fastlægges lovgivningsmæssigt, mener lærerforeningen.

Ender det med, at kommunerne får ansvaret for den vidtgående specialundervisning, bør der endvidere udarbejdes nye finansieringsregler, der sikrer en rimelig økonomisk neutralitet kommunerne imellem, så det svært handicappede barn uhindret kan komme hen til den relevante specialskole, uanset hvor i landet den ligger.

Staten skal under alle omstændigheder fortsat tage sin del af ansvaret for udviklingen af den vidtgående specialundervisning.

En gordisk knude

Desuden understreger DLF, at lovændringens eventuelle personalemæssige konsekvenser skal aftales med lærerforeningen. Foreningen påpeger endvidere behovet for en opkvalificering af den kommunale pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR) i hele landet.

Disse markeringer står at læse i en 'Redegørelse til ministeren om status for udlægning af kompetencen vedrørende folkeskolens vidtgående specialundervisning, visitation og økonomi', som Landsudvalget for den vidtgående specialundervisning i denne uge sendte til Ole Vig Jensen.

Af redegørelsen fremgår det også, at Kommunernes Landsforening ønsker, at kommunerne skal overtage det fulde ansvar for den vidtgående specialundervisning, mens Amtsrådsforeningen i Danmark på sin side vil have, at ansvaret skal blive, hvor det er, nemlig i amterne.

Skole og Samfund er enig med Amtsrådsforeningen, mens De Samvirkende Invalideorganisationer ønsker, at staten helt eller delvist overtager ansvaret.

Sådan ser den gordiske knude ud for Ole Vig Jensen netop nu. Og sådan så den også ud for hans forgænger, Bertel Haarder, for syv år siden.

Dengang lykkedes det ikke at decentralisere den vidtgående specialundervisning, som især De Samvirkende Invalideorganisationer gik imod, også dengang, og i stedet iværksatte lovgiverne en såkaldt 'glidende udlægning' til kommunerne af den vidtgående specialundervisning på forsøgsbasis.

Siden har syv af landets fjorten amter i et eller andet omfang været involveret i udlægningsforsøg, og det er de forsøg, der nu bliver evalueret, og som senere pååret skal udmønte sig i et lovgivningsforslag.

Redegørelsen til ministeren opererer med fem modeller, der spænder fra en fuldstændig udlægning til kommunerne til en bevarelse af den nuværende ordning, hvor amterne har ansvaret for undervisningen af de 6.000 svært handicappede børn, som det hele drejer sig om. Imellem ligger der forskellige mellemformer.

Utrygge forældre

De politiske besværligheder med at få gennemført en decentralisering på området har betydet, at den vidtgående specialundervisning i dag forvaltes på en uigennemskuelig, uensartet måde landet over.

Som sammen med usikkerheden om, hvad det hele skal ende med og hvornår, har gjort mange forældre til svært handicappede børn utrygge. Det samme kan siges om specialskolelærerne, der ikke ved, hvor de står.

- Men jeg ser det faktisk som et sundhedstegn, at det har været så politisk vanskeligt at få spredt den vidtgående specialundervisning helt ud til kommunerne, siger Jørgen Stampe, formand for pædagogisk udvalg i DLF.

- Det viser, at danskerne stadig er indstillet på at påtage sig et fælles ansvar for de svageste medborgere.

Det, de svært handicappede børn har brug for, er faglig forsvarlig ekspertise, ikke økonomitænkning og politiske magtspil mellem amt og kommune, mener Jørgen Stampe.

- Specialiseringsgraden i den pædagogiske viden om undervisningen af de svært handicappede børn er så høj, at det er ganske urealistisk at forestille sig, at ekspertisen skal kunne være til stede i enhver lille kommune, siger han.

Jørgen Stampe tilføjer, at arbejdsgiverne - hvem det så bliver - desuden har en klar forpligtigelse til at sikre specialskolelærerne rimelige arbejdsvilkår.-