Lærer skubber til kønsforestillinger

Lise Hultengren tænker kønsaspektet ind i sin undervisning. Det kræver overskud til forberedelse, men det gør en forskel for eleverne, mærker hun.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansksystemer har kønsmæssig slagside

Lærer på Tove Ditlevsens Skole i København Lise Hultengren arbejder med kønsbevidst pædagogik og har gjort det, siden hun blev uddannet i 2016. Nu underviser hun i historie, samfundsfag, madkundskab, dansk og drama og skubber efter eget udsagn til sine elevers kønsforestillinger alle de steder, hun kan. Især drama er et godt fag at tage kønsroller op i, mener hun:

»I dramaundervisning arbejder man bevidst på at skabe et tillidsfuldt rum, hvor det er normalen, at køn, alder, etnicitet, seksualitet og levevilkår er en flydende størrelse. Vi skal jo i princippet kunne spille mange forskellige karakterer, hvoraf nogle måske ligger tæt på os, mens andre er langt fra. På den måde er det 'gratis' at prøve sig selv af, og det er muligt for eleverne frit at glide ind og ud af de feminine og maskuline forestillinger om køn«.

Lise Hultengren medgiver, at det kræver overskud at huske at tænke kønsaspektet ind i undervisningen.

»I en presset hverdag reproducerer man jo sine forestillinger ubevidst, og så er det, at stereotyper får liv«, siger hun. »Men jeg gør mit bedste for at tage mig den tid, det kræver. Jeg kan se, at den kønsbevidste pædagogik gør en forskel for eleverne. De giver mere plads til andre, også dem fra andre kulturer eller andre sociale lag«.

Så Lise Hultengren bruger for eksempel en del af sine historietimer til at snakke om afvigere og normalitet, og hvordan det har ændret sig gennem tiden. Mens hun i samfundsfag har talt med sine elever om, hvorfor lovtekster altid kun taler om »han«.

»Og det fik en af pigerne til at udbryde, at det var noget 'sexistisk lort!' Så ved jeg, at jeg har gjort en forskel«, griner Lise Hultengren.

DLF vil fremme kønsbevidst pædagogik