Mens 15,2 procent af de danske elever ikke har funktionelle læseevner, mangler hele 17 procent evner inden for matematik. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (Socialdemokraterne) vil med en ny reform sætte fokus på at højne niveauet i de to kernefag.

Antorini søsætter reform af folkeskolen

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har markeret retningen for en kommende reform af folkeskolen. Niveauet i dansk og matematik skal højnes, og som et forsøg skal en pædagog være en af to voksne i klasseværelserne.

Publiceret Senest opdateret

Matematik og dansk

• Folkeskolens elever skal blive målbart bedre i kernefagenedansk og matematik.

• Dansk og matematik foreslås kombineret mere med de praktiskefag.

• Lærerne risikerer at skulle undervise mere.

Pædagoger i skolen

• Som et forsøg skal to lærere eller en lærer og en pædagogarbejde sammen i klassen.

• Der er i første omgang afsat 30 millioner kroner tilforsøgene.

• Det er ikke udelukket, at en tømrer eller en ingeniør også kanvære en af to voksne i klasserne.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Før hun blev undervisningsminister, talte Christine Antorini (Socialdemokraterne) om en revolution af skolen. Der skulle laves »Ny Nordisk Skole«. Det køkkeninspirerede prestigeprojekt er nu sat lidt på standby. I stedet har ministeren valgt at fokusere på »kernefagligheden« i dansk og matematik. Eleverne skal løfte sig målbart i de to fag.

Som sine borgerlige forgængere på ministertaburetten kan Antorini finde hjemmel i en forhøjelse af fagligheden i de internationale Pisa-undersøgelser. Mens 15,2 procent af de danske elever ikke har funktionelle læsefærdigheder, mangler hele 17 procent færdigheder inden for matematik.

»Når det lige præcis er dansk og matematik, vi har valgt at fokusere på, så er det, fordi forskning viser, at de to fag er fundamentet for, at elever kan blive bedre i andre fag også«.

Alle andre faglige såvel som almene og sociale kompetencer vil fortsat have plads i folkeskolen, lover ministeren. »Men vi måler på dansk og matematik«, siger hun.

Under udarbejdelse med partnerskabet

Reformudspillet er ikke forhandlet færdigt på forhånd. Det skal formes af folkeskolens interessenter i det såkaldte partnerskab.

»Jeg vil gerne diskutere med skolens parter, hvordan man bedst styrker dansk og matematik. Jeg tror, vi skal blive bedre til at kombinere de praktiske fag med dansk eller matematik«, siger Christine Antorini.

Det gode eksempel henter ministeren fra en skole, hun for nylig har besøgt. Her kombinerede man sløjd og matematik.

»Jeg så nogle elever lave en meget flot mobiluro. Eleverne havde haft brug for en konstruktionstegning og brug for deres matematik. Ellers var de ikke endt med et så flot resultat«, fortæller Christine Antorini.

Men fra regeringspartneren Radikale lyder ikke udelt begejstring.

Kritik: Bedre, ikke mere undervisning

Skal de danske elevers niveau i dansk og matematik sikres, vil Christine Antorini ikke udelukke, at lærere skal undervise mere.

»I regeringen vil vi se på, hvordan vi kan skabe mere tid til at undervise, så lærerne har mere tid sammen med eleverne«, siger hun. Regeringen vil se på, både hvordan eleverne får flere undervisningsminutter, og hvordan den enkelte lærer kommer til at undervise i en større del af sin arbejdstid.

Men for børne- og undervisningsordfører Lotte Rod fra Radikale hænger en styrkelse af elevernes faglighed og lærerens undervisningstid ikke nødvendigvis sammen.

»Jeg vil hellere tale om bedre undervisning end om mere undervisning. Eleverne skal have en bedre undervisning, der kan få dem med op på niveau«, siger Lotte Rod.

Forsøg med to voksne i klassen

Foruden at sætte fokus på dansk og matematik vil Christine Antorini forberede sig på den kommende inklusionsopgave ved at sætte to voksne i hver klasse. Som et forsøg på udvalgte skoler vel at mærke.

»Vi vil gerne undersøge, om en tolærerordning kan være med til at løfte fagligheden for forskellige grupper af elever«, siger Antorini. I nogle klasser vil det være to lærere, i andre vil det være en lærer og pædagog, der arbejder sammen om elevgruppen.

»Vi vil ikke udelukke, at det i nogle tilfælde også kan være én med en anden type undervisningskompetence, altså en tømrer eller en ingeniør. Men det er ikke udgangspunktet«, slår ministeren fast.

Ud af ministeriets egne midler har Antorini fundet 30 millioner til forsøget. Hun erkender, at de penge ikke strækker langt.

»Men der er stadigvæk afsat en halv milliard til en reform af folkeskolen på finansloven. Det kan godt være, at der bliver afsat flere penge til en tolærerordning, men vi vil først tage samlet stilling til, hvordan reformpengene skal fordeles. Det har vi ikke gjort endnu«.

Folkeskolens parter er nu indbudt til en diskussion af ministerens reformudspil. Siden hen skal det vise sig, om Christine Antorini kan samle et bredt politisk flertal for sin reform.