Lærere går langt for folkeskolen

Lærere fra hele landet ventes at deltage i stor markering vendt mod folkeskoleforliget

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere tager mange skridt i løbet af den daglige undervisning, men onsdag den 22. marts bliver skoene slidt endnu mere. Den dag samles tusinder af lærere og andre med engagement i det, børnene lærer, til skolegang for folkeskolen.

Skolegangen holdes i flere store byer på initiativ fra lokalkredse i Danmarks Lærerforening. Det samlede mål er at markere, at udviklingen i folkeskolen er på vej i den forkerte retning.

I Århus, Odense og København går deltagerne fra skolerne ind til en række opsamlingssteder og videre til centrale møder, hvor der er taler og underholdning. I Randers og Esbjerg holder de lokale lærerforeninger stormøder. I samtlige arrangementer ventes der deltagere fra en række amts- og lokalkredse.

Ideen om at samles til skolegang kommer fra Århus Lærerforening, og foreningens næstformand Flemming Pedersen mener, at der i høj grad er brug for, at lærerne markerer sig.

»Formålet er at få politikerne til at ændre det indgåede forlig om folkeskolen. Det synes vi markeres på bedste vis ved i bogstavelig forstand at gå langt for folkeskolen«.

Tror du ikke, at undervisningsminister Ber tel Haarder og forligspartierne også vil gå langt for skolen?

»Jo, men de går galt i byen. De går i retning af kontrol og ensretning. Vi går i retning af dialog og samarbejde om folkeskolen«, siger Flemming Pedersen.

2.500 tillidsrepræsentanter for folkeskolens lærere var i slutningen af januar samlet i Odense for at markere deres modstand mod folkeskoleforliget. Mødet blev omtalt i de fleste af landets medier, men ...

»På trods af mediedækningen har der ikke været spot nok på, hvad forliget betyder for folkeskolen. Vores holdning er ikke blevet forstået bredt i befolkningen, og den har ikke rokket politikerne. Derfor er der behov for nye markeringer. Hvis vi bliver mange den 22., vil vi atter kunne vise, at det er dybt alvorligt, hvad der er ved at ske med folkeskolen, og at det ikke kun er noget, der vedrører lærerne«.

»Når vi er samlet på Klostertorv klokken 16.00, skulle vi gerne være 4.000-5.000«, siger Flemming Pedersen.

Skolegangen for folkeskolen er åben for alle, og i Århus venter man, at mange forældre deltager. Der vil også være en række ambassadører for folkeskolen til stede på torvet og på talerstolen.

»Navnene er ikke helt på plads, men det vil være fremtrædende repræsentanter for erhvervsliv, den politiske verden, forskning og uddannelse. Meningen er, at de efter den 22. skal fungere som talspersoner for vores skolesyn, alle steder hvor de kommer frem«, siger Flemming Pedersen.

Bolcher til tilskuere

På Fyn er alle lærerkredse gået sammen om et arrangement i Flakhaven i Odense. Her vil der være talere og underholdning ved Anne Marie Helger.

I København er Amtskredsen for Københavns Amt, Københavns Lærerforening, Frederiksberg Kommunelærerforening og kredsene i Frederiksborg Amt gået sammen om et arrangement, hvor også amtskredsene fra Midtsjællands Amt og Roskilde Amt deltager.

Talere på Rådhuspladsen bliver Margrethe Vestager, uddannelsesordfører for De Radikale, og formanden for Danmarks Elevorganisation, Alexander Pedersen.

»Vi går samlet fra henholdsvis Nyboder Skole, Frederiksberg Rådhus og Christianshavn Torv, og alle steder bliver der delt bolcher ud med teksten 'Styrk folkeskolen'. På den måde kan alle tilskuere få en påmindelse om, hvorfor vi aktionerer«, siger DLF-Københavns Lærerforenings næstformand Ole Hein, der er med til at arrangere gåtur og møde i København.

Alle tre arrangementer knyttes sammen via storskærm.

Levende billeder

Arrangementerne i København, Odense og Århus kan opleves live på www.dlf.org den 22. marts. I ugerne efter kan man også se udpluk på hjemmesiden.