Finsk minister: Skolemassakre skyldes hårdt, individuelt pres i skolen
Hårdt pres fra et af verdens bedste skolesystemer og fællesskabets fallit er forklaringer på, hvorfor skoleelever går amok, mener finsk minister. Skolemassakrer er den ekstreme sociale hævn over ikke at høre til, siger dansk forsker.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Arbejdsminister Tarja Cronberg karakteriserer sit land som "alt for individ- og karriereorienteret" og ser det som en del af forklaringen på, at Finland har oplevet tre tragiske skuddramaer i skolerne, første gang i 1989, så i 2007 og nu igen den 23. september i år, da Matti Saari dræbte ni elever og sig selv på erhvervsskolen i Kauhajoki .
Tarja Cronberg er ph.d. i teknologi, sociologi og økonomi og ser en bekymrende udvikling. Fra sin plads på toppen af OECD's Pisa-undersøgelser har det finske skolesystem siden 2000 været i verdensklasse, men konsekvenserne lader en del tilbage at ønske, mener ministeren og peger på, at pædagogik og projektorienteret arbejde, der skal fremme elevernes selvstændighed, er fraværende.
"Vores uddannelsessystem profileres på høje karakterer, men måske er den finske skole for fokuseret på individet og på individuel konkurrence. Vi har ikke tradition for at lære de unge sociale kompetencer i skolen, og de lærer ikke at samarbejde, eksempelvis har vi ikke gruppearbejde", siger den finske minister til dagbladet Information og efterlyser ungdomsrådgivning og opsøgende arbejde.
Længslen efter at høre til
Skolemassakrer er en social hævn, som ikke kun skyldes skrøbelige sind, men en ekstrem handling, der dækker over ensomhed og isolation fra fællesskabet, siger ph.d. fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Helle Rabøl, som har studeret collegekillers i nogle år.
"Det er ikke tilfældigt, at det går ud over studiekammerater og lærere. Hadet mod klassekammeraterne og menneskeheden bliver én størrelse, fordi collegekilleren ikke er en del af fællesskabet. I virkeligheden er det det samme, som når en dreng kaster en stol gennem et vindue i klassen eller tager kvælertag på en kammerat. Det er protesten mod det fællesskab, som man ikke kan være en del af, han går jo ikke amok i en biograf", siger Helle Rabøl til Information.
I stort set samtlige skolemassakrer er mobning gået forud, påpeger hun.
"Man må ikke undervurdere unges dybe sociale behov for et tilhørsforhold i klassen eller i andre fællesskaber, med andre ord 'longing to belong'. Derfor skal vi ikke kun se efter den aktive mobning, men også efter den dybe ensomme stille. Har de venner? Bliver de taget med? Inviteres de med til fest? Det lyder banalt, men det er byggeklodserne til et tilhørsforhold", siger Helle Rabøl.
