Debat: Kære Folkeskolen

Publiceret

Jeres platform folkeskolen.dk trænger i den grad til nytænkning. Min daglige gang på platformen er efterhånden ved at lakke mod enden, da jeres side efterhånden minder om en blanding af Billed-Bladet og Facebook, både hvad angår udseende og indhold.

Antallet af bloggere er efterhånden enormt og kvaliteten af blogindlæggene tilmed stærkt dalene. Måske skulle man redaktionelt overveje værdien af alle de ligegyldige blogindlæg, som ofte kun tjener det formål, at ”tæskeholdet” (de samme 8 – 10 personer, der har en mening om alt) rykker ud og kommenterer, hvilket foregiver at skabe en livlig debat inde på platformen.

En debat, som I på redaktionen tilsyneladende hylder ved at fastholde likes og lave top 10 rubrikker over de mest kommenterede indlæg. Men spørgsmålet er så, hvem der faktisk gider læse de debatter. En ganske useriøs rundspørge blandt tidligere kolleger (unge som ældre) viste, at de brugte platformen, hvis de skulle se efter nye jobmuligheder og ellers ikke.

Selve debattonen er efterhånden noget, der minder om Facebook, hvor man alt for ofte ”synes” noget eller ”mener” noget, hvilket ikke i selv er forbudt. Men på denne platform kalder på saglige argumenter begrundet i faglige undersøgelser, teorier eller noget, der faktisk har været afprøvet i praksis.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

De gange ”DPU-folk” har formastet sig ind på platformen for at sige noget angående deres forskning, eksploderer kommentarsporet med lommefilosofiske og ofte nedladende betragtninger (de skal ikke tro, de er noget). Herre Gud – de passer jo bare deres arbejde!

Der mangler i høj grad faglige artikler, undersøgelser, interviews med diverse lærere og forskere, der bedrevet noget spændende inden for skoleverdenen. Indlæg skal igennem en redaktion og det bør overvejes, om der kan kommenteres på de indlæg, der måtte bringes.

Hvis denne platform har en ambition om at have en betydning i det politiske landskab, skal der sadles om. Selv om lærerne blev frarøvet deres indflydelse tilbage i 1992 (indførelse af skolebestyrelse/ændret ledelsesform) og vist uden for døren i 2013 (med skolereformen), er dette talerør til offentligheden efterhånden så ringe, at de færreste (også politikere) gider tage det alvorligt.

Kom ud af ekkokammeret! Tænk nyt! Artikler med høj faglighed både pædagogisk og psykologisk kan være en start!

Svar fra chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen

Kære Ib

Tak for kritik. Jeg er dog ikke enig med dig i, at Folkeskolen minder om en blanding af Billed-Bladet og Facebook. Tværtimod. Jeg synes, Folkeskolen laver masser af relevante artikler om de emner, du efterspørger – fagligt stof, undersøgelser, interviews med lærere og forskere.

På det seneste har vi for eksempel haft fokus på højtbegavede elever, som der snart stilles krav om, at lærere skal spotte. Vi har intenst dækket begrebet skældudfri skole og grundigt formidlet begrebet ’traumeinformeret pædagogik’ og brugen af det i skolen.

Alt sammen fagligt stof funderet i undersøgelser og interviews med lærere og forskere, udvalgt og bearbejdet af journalister, der kender deres stof. Det er forskellen på Folkeskolen og Facebook.

Jeg vil dog give dig ret i, at vores debat nogle gange kan blive bedre og mere alsidig. Det arbejdes der på, og jeg tror, du vil synes om de ændringer, vi har på vej.

Bedste hilsner
Andreas Marckmann Andreassen, ansv. chefredaktør, Folkeskolen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Powered by Labrador CMS