På Lillebæltskolen i Middelfart har man indført mælkepatruljer for at frigøre tid til teknisk personale og lærere. En stor sidegevinst er, at eleverne får mere ansvar, lyder det fra skolelederen

Nye tider: Presset på skolemælken stiger

Pedellers og læreres pressede arbejdstid, klimahensyn og ændrede retningslinjer fra Fødevarestyrelsen sætter pres på skolemælksordningen, som langt de fleste af landets skoler ellers stadig benytter. Flere kommuner åbner op for at afskaffe skolemælken. Mejeriforeningen har en anden løsning.

Offentliggjort

95.000 børn på 1300 skoler i Danmark får skolemælk fra Mejeriernes Skolemælksordning. Men det kan snart være slut i blandt andet landets største kommune, København. For at få budgettet til at hænge sammen er der stillet forslag om at afskaffe skolemælken i København fra sommeren 2023. Forslaget står til at give en besparelse på knap 1,5 millioner kroner, selv om skolemælksordningen er forældrebetalt, og der er EU-tilskud.

”Med dette forslag afskaffes mælkeordningen på alle skoler, og der spares tid for skolens personale. Forslaget understøtter endvidere det generelle ønske om at gøre skolernes aktiviteter mere klimavenlige i kraft af færre tunge køretøjer gennem byen og mindre affald”, står der i forslaget, som også henviser til, at Fødevarestyrelsens nyeste anbefalinger lyder, at man drikker vand og eventuelt mager mælk, men at der i anbefalingerne ikke er en decideret anbefaling af mælk i skolen.

Fødevarestyrelsen understreger dog i forbindelse med Københavns spareplaner, at styrelsen ikke anbefaler at drikke vand frem for mælk.

”Vi har et kostråd, der hedder 'sluk tørsten i vand' – men det er i stedet for søde drikke som for eksempel sodavand og juice. Herudover har vi et råd om, at man skal drikke 250 ml mælk og spise mellem 15 og 20 gram ost om dagen, afhængig af din alder. Vand kan dermed ikke erstatte mælk”, siger sektorleder i Fødevarestyrelsen Charlotte Kølln til Tv2 Lorry.

Besparelsen i København skal ske på den tid, som det tekniske personale på skolerne bruger på at modtage, sortere, uddele og rydde op efter mælken.

Distribution af skolemælk udfordrer

København er ikke den eneste kommune, der er klar til at svinge sparekniven over for en ordning, som har eksisteret siden 1993. De seneste år er skoler over hele landet blevet udfordret af, at personalet – typisk pedellerne – ikke har timer til at pakke de små kvartliters kartoner.

”Flere skoler har gjort os opmærksomme på problemet og bedt os om at komme med forslag til en anden måde at distribuere skolemælk på”, siger skolemælkskonsulent i Mejeriforeningen Thomas Jensen i en pressemeddelelse.

Den udfordring har Mejeriforeningen taget op. Med inspiration fra skolepatruljerne har mejerierne inviteret flere skoler til at være med til at afprøve mælkepatruljer som et pilotprojekt. En af dem er Lillebæltskolen i Middelfart, som har lavet en video om deres erfaringer med mælkepatruljen. På Lillebæltskolen er det en gruppe drenge fra 6. klasse, som har fået ansvaret.

Sparer lærertid og giver elever ansvar

I videoen fortæller Lillebæltskolens leder Morten Bonde om, fordelene ved indførslen af Mælkepatruljen.

”Vi vil gerne give eleverne aSnsvar ved at have mulighed for at være en vigtig brik i, at deres kammerater får skolemælk til tiden. Samtidig frigiver mælkepatruljen tid til vores tekniske serviceleder og også til lærerne. Og så er en af de største årsager også, at vi gerne vil give eleverne noget ansvar”, siger Morten Bonde.

Eleverne er glade for at have fået ansvaret.

”Man føler sig lidt mere specialagtig". "Sådan lidt mere stolt”, lyder det fra drengene, som også peger på at de får brugt matematik på andre måder.

Flere skoler har sagt ja til at deltage i pilotprojektet om mælkepatruljer og Thomas Jensen håber, at flere vil følge trop.

”Vi sender filmen direkte til skoler og håber selvfølgelig, at det giver dem inspiration til at etablere mælkepatruljer. Og så opfordrer vi til, at skolerne vælger den årlige julegave fra Skolemælksordningen fra og i stedet får et kontant beløb af os, der kan gå til mælkepatruljen eller klassekassen”.