Til at begynde med var Mads Laursen skeptisk over, at eleverne skulle se ham, mens han gav feedback, men det gjorde de hurtigt til skamme.

Ordblinde får mere ud af lærerens feedback på video

Elever med læsevanskeligheder kan bedre forstå en besked på video end på skrift. Så der er ikke noget at sige til, at brugen af et nyt videomodul breder sig, siger en sproglærer. Selv satte han lyd på sin feedback, før funktionen var mulig i skolens læringsplatform.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lærere kan bruge et nyt videomodul på undervisnings- og læringsplatform MinUddannelse til at give alle elever mundtlig feedback på deres opgaver. Det gør især kommunikationen effektiv og inkluderende for elever med læsevanskeligheder, oplever Mads Laursen, som er glad for at bruge video i sin feedback.

”Jeg når de ordblinde elever bedre, end når jeg prøver at skrive mig ud af feedbacken. Video er et fint inkluderende værktøj, fordi eleverne kan lytte til feedbacken. Det gør det nemt for dem at tilegne sig det, jeg fortæller”, siger Mads Laursen, som underviser i engelsk og tysk på Bredagerskolen i Jelling.

Han har aldrig været tilfreds med at give skriftlig feedback, for hvis han skal gøre det grundigt og personligt, får eleverne først respons længe efter, at de har afleveret opgaven. 

Omvendt kan det kun blive til en kort, standardiseret feedback, hvis de skal have den kort efter, at de har afleveret.

”Vi havde en årgang med mange ordblinde elever, og det gik tit galt, når jeg gav skriftlig feedback. Derfor fik jeg den ide at indtale den på en lydfil, og her kunne jeg på kort tid være langt mere grundig og personlig. Jeg kan ganske enkelt sige meget mere på 45 sekunder, end jeg kan nå at skrive på den samme tid”, fortæller Mads Laursen. 

Han fik syn for sagen, da en af hans ordblinde elever sagde, at hun endelig fik en feedback, som talte til hendes styrker.

Skeptisk over at skulle vise ansigt

Tre gode råd om brug af video

Væn dig til værktøjet

Det kræver lidt tid at vænne sig til at bruge videomodulet i MinUddannelse. Tænk over, hvad du vil sige, og øv dig for rullende kamera. Hvis du ikke er vant til at optræde på video, kan det være en hjælp, at du forestiller dig, at du sidder sammen med eleven og viser, hvad han kan gøre bedre næste gang.

Feedback behøver ikke være lang

Kort og konkret feedback er nemmest at arbejde videre fra, så gør feedbacken så præcis som mulig. Overvej, hvordan du vil lave den: Trykker du optag og kører derudad, eller har du det bedst med at planlægge alt inden?

God kvalitet fremmer forståelsen

Kig direkte i kameraet, så eleven føler sig set, og anvend en god mikrofon, eventuelt fra et headset, da computerens mikrofon ofte fanger meget af rummets lyd. Det kan gøre det svært for eleven at forstå, hvad du siger. De fleste moderne bærbare computere har gode indbyggede webcams, men i feedback betyder lydkvaliteten mere end billedkvaliteten.

Kilde: Mads Laursen

Kort tid efter blev Mads Laursen spurgt, om han ville være med til at udvikle et videomodul til MinUddannelse. 

Til at begynde med var han skeptisk over, at eleverne skulle se ham, mens han gav feedback, men det gjorde de hurtigt til skamme.

”Mange elever synes, det er rart med video, for hvis de er i tvivl om mit tonefald, kan de tit aflæse det ud af mit ansigt”, siger Mads Laursen, som har fundet en metode til, hvordan man kan vænne sig til at optræde på video.

”Jeg kan både optage og have elevens opgave med i videoen, så det svarer til, at jeg sætter mig sammen med eleven og viser, hvad han kan gøre bedre næste gang. Der er sådan, jeg tænker på det”.

Lærere er altid oppe imod elevens hukommelse, men han kan se videoen igen, inden han går i gang med den næste opgave.

”Eleverne synes også, at feedbacken er mere henvendt til dem, end når de får den på skrift. Som en dreng i 8. klasse fortalte, så blev han bare så glad, da jeg sagde hej og nævnte hans navn. Min relation til eleven smitter af, når jeg giver feedback på video”.

Giv ordblinde tid til at følge med

Mads Laursen bruger videofeedback til alle sine elever. Han kan for eksempel hjælpe med at gøre deres udtale i engelsk og tysk bedre. 

Omvendt tør elever, som synes, det er angstprovokerende at sige noget på et fremmedsprog i klassen, fremlægge en mundtlig opgave på video. På den måde får han bedre styr på, hvad den enkelte elev kan.

”Jeg skal huske, at en ordblind elev skal have mere tid til at læse, når jeg henviser til noget, han har skrevet i opgaven", siger Mads Laursen.

Videofunktionen giver også andre fordele.

”I dag er hjemme med sygt barn. Så laver jeg en instruktion på video, som vikaren kan vise min 9. klasse, og som eleverne kan uploade, så de kan se den igen, hvis de har behov for at få gentaget, hvad opgaven går ud på”.

Mads Laursen kan ikke komme i tanke om ulemper ved videofunktionen, men man skal være bevidst om, hvem man giver feedback.

”Jeg skal huske, at en ordblind elev skal have mere tid til at læse, når jeg henviser til noget, han har skrevet i opgaven. Så skal jeg enten lade videoen køre, uden at jeg siger noget, eller bede eleven trykke på pause, mens han læser”.

Ellers er kunsten at begrænse sig selv.

”Når jeg gennemgår et eksamenssæt i 9 klasse, kommer jeg let op på tre minutters feedback. Den må ikke vare meget længere, hvis eleverne skal få noget ud af den. Til almindelige afleveringer bruger jeg max et minut”, fortæller Mads Laursen.

Brugen af videomodulet udvikler sig hurtigt

Ifølge KMD, som står bag MinUddannelse, er antallet af videoer steget med 456 procent alene fra september til oktober. I alt er der uploadet flere end 5.000 videoer, og det svarer i runde tal til, at alle ordblinde elever i udskolingen har sendt en.

Den udvikling kommer ikke bag på Mads Laursen fra Bredagerskolen i Jelling. For funktionen er let at gå til.

”Vi er en bring your own device-skole, så eleverne kommer med mange forskellige filformater og måder at uploade på. I MinUddannelse kører det bare. Man kan optage, sætte på pause og aflevere, men ikke redigere, så det er meget tilgængeligt. Den eneste tekniske udfordring, der kan opstå, er nærmest, hvis mikrofonen står af”, siger Mads Laursen.

Det tager lidt tid at vænne sig til at bruge videomodulet, men alt foregår i det samme vindue, og da elevens opgave ligger lige ved siden af, skal man ikke lede efter den.

”Læreres forberedelsestid er knap, og med mundtlig feedback kan man nå en-to opgaver mere, så her vinder man noget. Men for mig er det vigtigste, at min feedback er blevet langt bedre”, siger Mads Laursen.