Debat

Folkeskolens leder: Sæt AI på skemaet – også for lærerne

Kunstig intelligens vil forandre skolen. Derfor skal lærerne have både indflydelse og efteruddannelse, så vi kan lykkes med den nye teknologi.

Publiceret Senest opdateret

For to år siden var det science fiction. I dag kan en kunstig intelligens (også kaldet AI) skrive artikler, komponere musik, tilrettelægge undervisning eller lave prisvindende malerier.

De kunstige intelligenser vil forandre samfundet. Stort set alle fag vil blive påvirket af det. Der er meget, maskinerne kan – men der er også meget, de ikke kan. Så hvordan påvirker de skolen, og hvad bliver lærerens rolle?

I dette nummer af Folkeskolen kan du møde de to pionerer Michael Gundlund og Jonas Bergenholtz, som er 10.-klasselærere på Gentofte Ungdomsskole. De fortjener stor ros for at gå forrest og eksperimentere med teknologien – både i undervisningen og til andre opgaver.

Michael Gundlund og Jonas Bergenholtz træder nogle af de stier, som mange lærere vil lære at kende de kommende år. Det giver ikke mening at ønske AI væk, præcis ligesom det ikke giver mening at fortsætte, som vi plejer. AI kan blive den største gamechanger for matematik siden lommeregneren. ChatGPT udfordrer tekstopgaver og skriftlig eksamen. Hver fjerde lærer har oplevet, at en elev har brugt teknologien til at snyde med en aflevering. Men selvsamme teknologi bruges på 10.-klassecentret i Gentofte til at motivere og hjælpe skoletrætte elever til at ideudvikle.

For snart fire år siden forskede jeg i netop AI og automatisering på Syddansk Universitet. Formålet var at afdække, hvordan AI forandrer medierne, og hvilke problemer teknologien ville skabe. I sidste uge underviste jeg underviserne på Journalisthøjskolen i selvsamme.

Min vigtigste pointe er præcis den samme, uanset om det er journalister, lærere eller direktører, jeg taler til. AI kan gøre dig bedre til det, du er god til. Men det kræver, at man sætter fagligheden forrest. Hvis AI skal bruges rigtigt ude på skolerne, så har lærerne en hovedrolle. De får brug for både indflydelse og efteruddannelse.

Som ChatGPT selv formulerede det, da jeg bad den kunstige intelligens afslutte denne leder:

“AI er ikke en erstatning, men et kraftfuldt redskab for lærerne. Det er den menneskelige visdom, der gør uddannelse meningsfuld”.