Debat

DLF mener: Styrk rammerne for lærerarbejdet

Publiceret

Forleden på skoleårets første dag var den helt store mediehistorie, at der mangler uddannede lærere i folkeskolen. Omfanget af problemet varierer rundtom i landet.

Overalt oplever man, at det bliver sværere og sværere at få tilstrækkeligt med uddannede lærere til at søge de ledige stillinger, men endnu mere væsentligt at få de lærere, der allerede er ansat, til at blive i folkeskolen. Der er derfor akut brug for at styrke indsatsen for både at rekruttere og fastholde lærere i folkeskolen.

Problemet med mangel på uddannede lærere i folkeskolen er ikke nyt, men reaktionerne fra parterne omkring skolen, for eksempel ledere, forældre, politikere og eksperter, er nu langt mere tydelige end tidligere. Samtidig peger reaktionerne i samme retning. For eksempel udtrykte ekspert og skoleforsker Andreas Rasch-Christensen det meget præcist, da han sagde:

“Jeg mener, at folkeskolen står i en krise. Det er et stort problem for folkeskolen, at vi ikke har nok uddannede lærere, og at dem, vi har, måske ikke bliver der, men søger andre steder hen”.

Situationen er den, at optaget på læreruddannelsen er faldet igen i år. Samtidig ved vi desværre, at der også sker et betydeligt frafald under uddannelsen. Meget tyder på, at det vil være klogt at investere i en bedre læreruddannelse, herunder at styrke praktikken i uddannelsen.

Desuden ved vi, at 28.600 læreruddannede arbejder uden for folkeskolen. Forbedringer af rammerne for lærerarbejdet øger mulighederne for, at nogle af disse vil søge arbejde i folkeskolen.

For at lykkes med at skaffe tilstrækkeligt med uddannede lærere til folkeskolen skal rammerne for lærerarbejdet forbedres – altså bedre løn- og arbejdsforhold. Mere konkret kan en styrkelse af rammerne for lærerarbejdet med fordel indeholde flere tolærertimer, bedre hjælp til elever, der har det svært med at gå i skole, bedre forhold for nyuddannede, bedre mulighed for at forberede undervisningen og bedre efteruddannelsesmuligheder.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En investering i folkeskolen, der styrker rammerne for lærerarbejdet, vil medvirke til, at flere vælge at uddanne sig til lærere, at uddannede lærere bliver i folkeskolen, og at vi kan få nogle af de uddannede lærere, der arbejder med noget andet, tilbage til folkeskolen. Alt sammen til gavn for elevernes udbytte af undervisningen og dermed deres videre muligheder i livet.

Der er nok at tage fat på – og Danmarks Lærerforening bidrager naturligvis til det arbejde.