Afgående næstformand Dorte Lange og genvalgte formand Gordon Ørskov Madsen har kørt et fagpolitisk parløb siden årtusindskiftet. Nu er det slut.

"Den perfekte lærer" takker af

I mandags rejste Dorte Lange sig for sidste gang fra næstformandens stol i Danmarks Lærerforening. I dag blev hun på DLF’s kongres takket for sin indsats de seneste 12 år. Hun opfordrede alle til at holde fast i de politiske mål, som bliver sat i fællesskabet.

Publiceret

”Du har været en synlig og empatisk næstformand i medierne. Du er billedet på den perfekte lærer. Sød, omfavnende og lidt skrap”.

Sådan lød det fra DLF-formand Gordon Ørskov Madsen, da han oven på en rørende film om Dorte Langes indsats holdt afskedstale for den afgående næstformand på DLF's kongres i Tivoli Kongrescenter i København.

De to har kørt et fagpolitisk parløb meget længere end de år, hvor de har siddet i Danmarks Lærerforenings topledelse. Han blev valgt til formand for Århus Lærerforening i år 2000, hun blev valgt som formand for Rudersdals Lærerkreds 2001.

Gordon Ørskov gennemgik hendes karriere i Lærerforeningen, hvor hun blev valgt til hovedstyrelsen i 2008 og blev formand for det, der dengang hed skole- og uddannelsespolitisk udvalg.

Han pegede især på Dorte Langes indsats i Lærerforeningens internationale arbejde. Dorte Lange har blandt andet været en af seks vicepræsidenter i den europæiske lærerforening Etuce.

”Du har gjort en formidabel indsats på det område”, sagde Gordon Ørskov Madsen og pegede på, at Dorte Lange har sagt, at hun stopper på et tidspunkt, hvor Lærerforeningen står stærkt.

”Du har en væsentlig aktie i, at vi som forening er, hvor vi er nu”, slog han fast. 

Han pegede på, at i det har været tolv begivenhedsrige år, Dorte Lange har siddet på næstformandsposten.

”I din tid som næstformand har vi været fuldstændig lagt ned, men du har også været med hele vejen op igen. Det kendetegner dig”, sagde han og sammenlignede Dorte Lange med en dukke som man kan forsøge at vælte, men som altid rejser sig op igen. ”Sådan en er du. Du gør det med godt humør. Du er nem at få til at grine. For mig er det også en ambition at få dig til at grine. Du har et godt grin, der smitter og skaber godt humør. Det har jeg sat stor pris på”, sagde han og løftede sløret for, at Dorte Lange fremover skal kaste sig over journalistik.

”Det bliver du god til. Du har altid været hamrende god til at skrive”.

Hold fast i de fælles politiske mål

Dorte Lange gik også på talerstolen. Med en papirserviet knuget i hånden bedyrede hun, at hun ellers ikke er én, som tuder, men at hun var blevet meget overrasket over de flotte billeder af hende på kongressens mange skærme.

Hun pegede på betydningen af det internationale faglige arbejde.

”Lærerforeninger har indflydelse på de politiske beslutninger, der tages rundt om i verden”, sagde hun.

Hun erkendte også, at den 12 år lange rejse med DLF ikke altid har været let. Specielt forløbet omkring lockouten og arbejdstidsloven var hårdt. 

”I dag står vi med en intakt medlemsopbakning. Den tur var nødt til at være lang. Det er tæt på svært at få mere indflydelse, men det har vi faktisk fået. Nu er jeg både nordjyde og kvinde. Vi er ikke kendt for at prale, og dog vil jeg sige, at der er faktisk meget godt gået”, sagde hun og takkede de to formænd, som hun har samarbejdet med og alle de tillidsvalgte. Også de ansatte i DLF’s sekretariat fik en tak.

Til sidst kom hun med et opråb til de kongresdelegerede. ”Hold fast i de politiske mål I sætter jer fællesskab. Hvor der er vilje, er der vej. Medlemmerne har valgt jer. Det er et kæmpe privilegie og et ansvar. Nu lægger jeg det fra mig”, sagde hun og sagde, at hun glæder sig til, hvad livet byder på den anden side af DLF. I mandags lukkede hun døren til DLF’s sekretariat for sidste gang.

”Jeg kunne gå ud af DLF, men hvordan får man DLF ud af mig?” funderede hun.