DLF-kongres

Farvel til en lærer med stort L

En loyal, men stædig politisk makker og usædvanligt glad for hjemmelavede skemaer i Word. To formænd siger farvel til Dorte Lange, der takker af efter tolv år som næstformand i Danmarks Lærerforening.

Publiceret

“Dorte kan stoppe som næstformand med særdeles rank ryg”. 

Sådan skrev tidligere lærerformand Anders Bondo Christensen i en kommentar på folkeskolen.dk, da det kom frem, at Dorte Lange ikke genopstiller til næstformandsvalget på årets kongres. Hendes sidste arbejdsdag i Danmarks Lærerforening bliver kongressens sidste dag den 21. september. 

Over for Folkeskolen beskriver han den 62-årige nu afgående næstformand som en særdeles arbejdsom, iderig og ikke mindst vedholdende person, der har lagt en “formidabelt stor” indsats i Lærerforeningen.

Dorte Lange er uddannet lærer fra Aalborg Seminarium i 1995 med dansk og historie som linjefag. Hun blev ansat som lærer på Hjallerup Skole i Nordjylland og derefter på Ny Holte Skole i Søllerød Kommune i Nordsjælland, hvor hun blev tillidsrepræsentant i 1997. I 2001 blev hun formand for Rudersdalkredsen, og syv år senere blev hun valgt til hovedstyrelsen. Dér blev hun formand for Lærerforeningens skole- og uddannelsespolitiske udvalg – en post, hun bestred indtil 2011, hvor hun blev valgt som næstformand. Siden 2016 har hun desuden repræsenteret DLF som vicepræsident i den europæiske lærerforening Etuce.

Særligt én ting er gået igen i Dorte Langes foreningspolitiske karriere, fortæller DLF-formand Gordon Ørskov Madsen, der har kendt hende siden 2002. 

“Dorte har lærerpersonligheden i sig, og det gennemsyrer alt, hvad hun har stået for som fagligt aktiv. Hun taler ofte om den betydning, som læreren har og skal have. Ikke bare for undervisningen og for børnenes udvikling, men også for skolen og samfundet”.

DLF-formanden beskriver også Dorte Lange som en omsorgsfuld og støttende samarbejdspartner, men hun udfordrer også.

“Når hun har ting, som hun gerne vil, så kan hun være vedholdende, ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige stædig. Hvis ikke hun kommer igennem med noget første gang, så tager hun det op en gang til og også gerne tredje gang”, siger Gordon Ørskov Madsen.

“Hun har for eksempel været meget vedholdende i forhold til, at bæredygtighed i en bred betydning skal være noget, som DLF beskæftiger sig med. Skolerne er jo optaget af klima og bæredygtighed, og Dorte har holdt fast i, at når det er nærværende for medlemmerne, skal det også være nærværende for DLF”, siger han. 

Altid en positiv tilgang 

De, der kender lidt til Dorte Lange, ved måske, at hun har en svaghed for islandske heste. Men det er nok de færreste, der kender til hendes svaghed for “hjemmestrikkede skemaer i Word”, som Anders Bondo Christensen kalder dem. 

“Dorte har altid haft mange ideer til projekter, og når hun skulle præsentere dem for os andre, havde hun gerne medbragt et kæmpe skema med masser af kolonner og rækker, der strakte sig over adskillige A4-sider”, fortæller han. 

Gordon Ørskov Madsen fortæller, at det med tiden blev noget, som de lavede sjov med til møderne.

“Skemaerne er Dortes måde at skabe overblik og sammenhæng på, tror jeg. De kan være meget komplicerede med mange elementer, og for os andre gav de ikke altid så meget værdi. Men for hende var de vigtige”. 

Foruden sin vedholdenhed, læreridentiteten og de mange skemaer vil Dorte Lange blive husket for sit gode humør og positive tilgang, selv når modgangen er størst, mener DLF-formanden. Og hendes tidligere formand, Anders Bondo Christensen, understreger, at man ikke må underkende, hvor meget Dorte Lange har betydet for DLF.