Anmeldelse
Projektopgaven - alle tiders!
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Videoen lader os i glimt følge fem elevgruppers arbejde med projektopgaven i en 10. klasse og klasselærerens vejledende rolle i de første faser af dette arbejde: valget af overordnet emne, af delemne og elevernes problemformulering, dvs. deres spørgsmål til og om delemnet.
Videre oplever vi momenter af opgavens gennemførelse (produktfremstillingen) i de 5 grupper og af gruppernes fremlæggelse, overværet af kammerater og forældre. Til sidst interviewes eleverne, gruppevis, kort om deres erfaringer med projektopgaven. Produktionens titel afspejler elevernes samstemmende begejstring.
Desuden rummer videoen nogle korte indslag med Jes Dorph-Petersen fra TV2, der fortæller om opsøgning, bearbejdning og præsentation af emnemateriale.
Videoen er velklippet og levende. Man får et godt indtryk af elevaktiviteterne undervejs: mere end indtryksglimt bliver det ikke. Der savnes stærkt oplysende undertekst og/eller ledsagekommentar til elevernes produktfremstillingsfase.
Ledsagehæftet fastholder og uddyber, hvad videoen viser. Det gøres generelt fornuftigt på indholdssiden. Fremstillingsmæssigt gøres det tilpas knapt, men bestemt ikke elegant. I hæftet gengives lærernes vurderinger af de fem projekter. Det ville have været værdifuldt, hvis videoen også havde givet os indtryk af vurderingernes tilblivelse.
De to projektlæreres argumenter for at vælge to overordnede projektopgave-emner virker ikke overbevisende. Et sådant valg slører billedet af den fælles udfordring, som elevernes stilles over for, og som de, gruppevis, tager op på hver deres måde. Denne både og-løsning er heller ikke i overensstemmelse med paragraf 2 i bekendtgørelsen om projektopgaven, som er gengivet i hæftet.
Videoen er brugbar som oplæg til samtale med elever og forældre, inden der begyndes på projektopgaven, vel at mærke hvis videoens glimt uddybes og suppleres af de lærere, der udgør det kommende projekt-team. For denne lærergruppe giver hæftet en rimelig forhåndsorientering.