Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Først en deklaration: Det har været fristende at lade ChatGPT skrive følgende debatindlæg, men endnu har jeg udeladt det, selvom det ville have understreget indlæggets pointe.

Selv om vi i flere generationer af lærere og pædagoger - og regeringer - har talt og tænkt og forsøgt os frem for at modvirke negativ indflydelse fra børns sociale arvegods, lykkes vi fortsat stadig ikke særlig godt.

Læg så hertil en digitalisering og en teknologisk udvikling, der eksploderer mellem hænderne på os og kræver eller stjæler vores opmærksomhed.

For nyligt blev der afholdt en høring på Christiansborg om regeringens udspil om teknologiforståelse i folkeskolen. Her deltog en bred kreds af politikere, forskere, repræsentanter for lærere, elever og forældre m.fl. Der var to ting, der var gennemgående enighed om blandt den brede vifte af deltagere; dels at vi nu er nødt til at betragte teknologiforståelse som en afgørende grundkompetence på lige fod med at læse, skrive og regne, og dels at den teknologiske udvikling, hvis vi ikke gør noget, rummer stor risiko for, at vi skaber et digitalt A-hold og et B-hold, som formanden for Danske Skoleelever, Laura Poulsen sagde det.

Digitale blindgyder

Digitalisering rummer en ny ulighedsskabende dimension, som også har en social slagside – vi ser det allerede på mange måder i samfundet: nogle grupper indoptager de nye muligheder, mens andre har sværere ved at få udbytte af den digitale udvikling, fordi det kræver nye kompetencer, adgang til udstyr og adgang til digitale services.

Det ser vi også i skolerne. Her ser vi en læringsmæssig ulighed, hvor bestemte børnegrupper får mere ud af digitaliseringens muligheder end andre. Samtidig ser vi også, at børn og unge i udfordrede familiesammenhænge er i større risiko for at havne i digitale blindgyder af dårlige digitale vaner, overdrevet skærmforbrug og direkte i digitale misbrugssituationer.

Gode erfaringer med teknologier

Dagens gode, gamle nyhed er, at digitalisering også rummer muligheder. Vi har i folkeskolen gennem de seneste par årtier gjort os en stribe gode erfaringer med at anvende teknologier til at støtte udfordrede børn. Det er f.eks. ordblinde børn, der får stillet stærkere digitale læse-skrive-understøttende værktøjer til rådighed, men også børn med diagnoser, som kan få digital hjælp til at overskue og organisere en skoledags mange hektiske aktiviteter.

Vi ser gode eksempler på, at anvendelsen af medier og nye digitalt understøttede undervisningsformer og opdateret læringsindhold kan styrke elevernes motivation, og vi ser projektbaseret læring, hvor eleverne producerer og leger sig til læring med teknologier. Og netop mening og motivationen i læringsrummet peger mange på, især børn og unge, som to af de helt store muligheder for at lykkes bedre i skolen samlet set.

Risiko for et A- og B-hold på lærerværelset

Det kræver selvfølgelig viden og kompetencer på underviser- og ledelsesniveau at indoptage og udvikle de nye muligheder. Viden om teknologiernes potentialer og kompetencer til at sætte det i spil, så vi kan lykkes bedre med en stærkere meningsskabelse for eleverne i skolerne og dermed en styrket motivation.

Den kommer ikke af sig selv. Det kræver nogle rigtigt gode samtaler mellem lærere, elever, forældre, ledere, politikere om nødvendigheden af at prioritere ny viden og kompetencer. Men dér, hvor slaget først skal slås, er på lærerniveau; teknologi og digitalisering er allerede nu så indgribende i lærings-og dannelsesopgaverne, at vi bliver nødt til at se teknologi og digitalisering som ny og afgørende grunddimension i alle fag og tværfaglige sammenhænge.

Lykkes vi ikke, hver især og fælles, med den opgave, risikerer vi et lærerværelse, der også knækker over i et A- og et B-hold, når det gælder den samlede undervisningsopgave.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk