Anmeldelse
Lyt, leg og lær - Lær sprog med kroppen / Sprog skal der til
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
'Lyt, tal, leg og lær' kunne nemt være fællestitlen på to nye materialer til dansk som andetsprog.
Jörgen Niklassons bog: 'Lyt, leg og lær' er en svensk bog i dansk oversættelse, og som henvender sig til tosprogede børn i indskolingen, og bogen introducerer indlæringsmetoden, TPR eller Total Physical Responce, hvor eleven optrænes i at lytte til beskeder og i at udføre handlinger. En metode, der inddrager alle kroppens sanser og alle sprogets facetter, ikke blot det verbale, men også gestik, intonation og kropssprog. Læringen i materialet ligger skjult i lege og opgaver for at oparbejde en positiv, tryg og stressfri atmosfære, så alle har det sjovt og ikke lider nederlag.
Bogen kan desuden give inspiration til fremmedsprogsundervisningen på det absolutte begyndertrin i engelsk og tysk.
'Sprog skal der til' af Bjarne Christensen og Kurt Jonas er en mappe med kopiforlæg med 36 kommunikative spil og opgaver af forskellig sværhedsgrad og type. Den primære målgruppe er tosprogede voksne elever i sprogcentrene, men kan også bruges i dansk som modersmål på VUC'erne. Dog vil jeg mene, at de letteste opgaver med fordel kan anvendes i folkeskolens yngste klasser, måske særligt i modtageklasser og i specialklasseundervisningen. Hvor de sværeste opgaver vil kunne anvendes lejlighedsvist for eksempel som vikarmateriale i de ældste folkeskoleklasser.
Begge bøger er fyldt med praktiske eksempler og øvelser, der kommer rundt om det danske sprogs mange dele, både ord og udtryk, kommunikation, mundtligt og skriftligt sprog samt almen orientering om den danske hverdag i al almindelighed. God inspiration til alle, der arbejder med sprog og kommunikation, og materialerne bør derfor stå på lærerbiblioteket.