Med min opvækst på Lolland har jeg mødt mange tredjegenerationspolakker, og det var først, efter at jeg var flyttet fra øen, at jeg blev gjort opmærksom på dette faktum. Aldrig havde jeg tænkt på, at de personer, jeg har kendt, var andet end "rigtige" danskere. Denne erfaring dukkede op igen, mens jeg læste denne bog om et integrationsprojekt i Vollsmose ved Odense. Her lægges der ikke skjul på, at det er ønskværdigt med større integration, således at vore muslimske medborgere ikke længere anses som "de fremmede".

Vi bliver igennem bogen gjort kraftigt opmærksomme på, at integration ikke blot handler om, at de muslimske danskere skal være ligesom "os" etniske danskere. Integration er en dobbeltsidet proces, hvor også de etniske danskere skal lære, at det måske kan være en fordel, hvis også vi har evnen og viljen til selv at forandre os. Det er en meget sympatisk bog, som sognepræst Torben Hangaard og hans muslimske kulturmedarbejder Maher El-Badawi har skrevet. Deres hensigt har været at vise, at deres fælles projekt i et multikulturelt og multireligiøst sogn nytter. For dem er integration en naturlighed. De viser, at det kan blive naturligt for alle, hvis det gribes rigtigt an af mennesker, der kender til livet blandt vore danskere af anden etnisk herkomst end dansk. Herved langes der også ud efter alle de skrivebordseksperter, som har været sat på forskellige mere eller mindre mislykkede integrationsprojekter.Konklusionen er et opråb om, at kirken kan have en væsentlig rolle at spille for integrationen, og at kirken og samfundet står over for en ny udfordring, der hedder integration af de mange religioner og kulturer, der færdes sammen ikke blot i Danmark, men i hele Europa. Desværre beskrives skolens rolle kun meget sporadisk, og især i forbindelse med oprettelse af et særligt fag, tværgående kulturhistorie, som giver indsigt i monoteisme, synkretisme og fælles træk ved kristendom og islam. Så bogen henvender sig klart mere til kirkefolk og socialarbejdere end til skolefolk.