I rigtig gamle dage var kritikere nødt til at bruge sproget til at videregive deres bedømmelse af kunstværker, som andre mennesker havde lagt deres liv og sjæl i. Eller i det mindste en del af deres likvide kapital i chancespillet om en hurtig profit. Nu kan man slippe af sted med at skrive fire linjer og sætte et kryds ved et eller andet antal stjerner/hjerter/kokkehuer/murskeer eller nar­re­hatte. Så er det værk placeret, og den indforståede læser behøver ikke at stave sig igennem spaltevis af tankespind for at forholde sig til, om et givet værk skal betegnes som acceptabelt/kan til nød ses/en omvej værd eller øjebæ.

Bo Green Jensen manøvrerer med denne bog i farligt farvand. For han går med åben pande ind i hitlistekulturen. Men han gør det velargumenteret, med indlevelse og passion. Og ord. Mange og velvalgte.

I et kort, koncentreret forord sætter han læseren i gang med at tilbagetænke sin egen personlige filmhistorie. Inklusive stolesædernes knirken på cowboyrækkerne, og hvem man holdt i hånden, da man med alderen rykkede tilbage i salen til det, som biografdirektøren i min hjemby noget prætentiøst kaldte logen.

I 25 præcise portrætter af kendte og mindre kendte værker giver han os andre medejerskab til de celluloidstrimler, der for ham har gjort en forskel. Dybest set er sådan en ranglistning naturligvis noget pjat, og forfatteren holder sig da heller ikke stringent til konceptet. Her og der ser han sit snit til at liste portrætter ind af ufortjent halvglemte instruktører, som han kan forudse, at der ikke bliver plads til i den planlagte bog om de 25 bedste af slagsen.

Men bogen inspirerer til et kærligt, kritisk og ikke mindst overkommeligt og forståeligt syn på et felt, der blandt meget andet også er undervisningsstof i folkeskolen. Dansklærere, der bakser med filmkundskab til husbehov, kan finde god inspiration her. Tre stjerner for udvalget. Fem komma ni for det kunstneriske indtryk.