At skrive litteraturhistorie - også for børnelitteraturen - handler ikke kun om at beskrive litteraturen. Man må også undersøge, hvad barndom er, og hvad det i det hele taget vil sige at være barn.

Det har dog ikke været praksis før i vor tid. I den ph.d.-afhandling, der danner baggrund for denne udgivelse, tager forfatteren fat på syv danske og to norske børnelitteraturhistorier og finder kun sjældent historieskrivere, der reflekterer over deres eget projekt. Eneste undtagelse er Torben Weinreich i hans "Historien om børnelitteratur" fra 2006.

Flere af de undersøgte værker indgår helt åbenlyst i et nationsbygningsprojekt, altså et forsøg på at skabe en fælles historie og samhørighed læserne imellem samt en fælles national identitet.

Forfatteren gør fint rede for sit teoretiske grundlag, og hvordan hun har udviklet og afprøvet sin analysemetode. Hendes valg af historiesyn bygger på nordmanden Knut Kjeldstadlis arbejder, hvor der argumenteres for, at der bør findes en fortællerstemme i (litteratur-)historiebøgerne frem for at lade metoder og konklusioner fremstå som den eneste, ophøjede mulighed. Det er dog ikke det samme som at ønske sig subjektive fremstillinger; nøgtern fremstilling og respekt for den samtid, bogen oprindelig henvendte sig til, er en forudsætning for ordentligt arbejde.