Anmeldelse
Jacob bor ved havet / Anne spiller håndbold / Katrine får en hund
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For år tilbage blev de danske skolebibliotekers billedbogskrybber tilstoppet med fotobilledbøger fra Mallings, som først og fremmest ville fortælle børn om de voksnes arbejde, altså om de steder, hvor børn ikke måtte komme.
Inertien i udgivelserne førte til degenerering, for eksempel udkom også bogen om skolebiblioteket.
Når jeg nævner denne fortid, så beror det på en ambivalens over for det parallelforløb, som forlaget Klematis er inde i, dog med nogle tydelige forskelle: Hvor Mallings havde voksenvinklens information, har Klematis børnevinklens samhørighed, og hvor Mallings var i sort/hvid, er Klematis' i farver.
De tre nye bøger er for så vidt fine nok. Historierne holder en lavmælt, journalistisk tone, temaerne er vedkommende for børn, og fotograferne kan deres kram.
Alligevel forekommer det mig, at vi bøjer 'syntetisk skole' i neon over institutionen, hvis vi køber bøgerne.
'Jakob bor ved havet' giver et fint indblik i Jakobs dagligdag i Thyborøn og i byens særpræg. Men ved hjælp af 'Skolehåndbogen' er det nemt at komme i kontakt med en skole ved Vesterhavet og lade korrespondance være en del af en livsnær danskundervisning. Bogen koster et brev om ugen i et helt skoleår.
'Anne spiller håndbold' fortæller om syv-årige Annes første sæson i AGF. Men hvorfor ikke tage handsken op og lade børnene spille håndbold på prøve i den lokale klub? Ellers bliver børnene som os andre, der får vores væsentligste motion foran skærmen.
'Katrine får en hund' og det kræver tålmodighed og dagligt arbejde. Men måske havde det været væsentligere at tage temaet op, når det fører til en ubehagelig afslutning, for eksempel: Anne får en kanin, hun gider ikke passe den, da den første spændende uge er omme, og forældrene lader dyrlægen aflive kræet.
Når slutningen er så uproblematisk som her - 'Lige så snart mor åbner døren, springer Silas op og kysser Katrine i ansigtet. Så skal de ud og gå tur ...' - så kan det kun øge plageriet i de hjem, der endnu ikke har anskaffet en hund.
Forlaget Klematis har udgivet væsentlige fotobilledbøger om fænomener, som børn må og skal have bogstøtte til for at få indblik i en fremmedartet eller farlig virkelighed.
Men genren skal behandles med omhu for ikke at degenerere i udgiverautomatik.
Og det må i det mindste være skolens voksne, der er opmærksomme på, at muligheden for en livsnær, levende undervisning ikke lider bogdøden.