Anmeldelse
Chen og Thong i Laos
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Dette materiale handler om to børn og deres familier i en isoleret bjerglandsby i det nordøstlige Laos og henvender sig til elever på mellemtrinnet. Gennem spændende og velskrevne historier følges livet i bjergene, og her er masser af stof til et godt forløb om en for de fleste helt ukendt region.
Teksten indledes med en kort introduktion til landet og landsbyen, og derefter beskrives i reportageagtig stil med vedkommende illustrationer forskellige temaer som undervisning, fødevarer, arbejde, leg, sundhed og religion. Der kan således vælges emne efter interesser, tid og behov i det enkelte forløb.
Det tilhørende hjemmesidestof indeholder blandt andet 'Den interaktive landsby', der umiddelbart ikke har ret meget interaktivitet over sig på den måde, det er opbygget. De fleste historier fra elevbogen er gengivet på hjemmesiden - men læses dog meget bedre i papirudgaven - og de er flere steder suppleret med en række uddybende tekster. Så umiddelbart virker det mest som en tekstbog lagt på nettet, selv om der også kan hentes billeder, lyd- og videoklip til at arbejde videre med. På hjemmesiden henvises desuden til en række eksterne links på internettet, hvoraf de fleste ikke direkte kan anvendes af målgruppen. Så størst nytte vil hjemmesiden efter min vurdering kunne gøre for ældre elever - eller som en nem og omfattende baggrundsorientering for underviseren, der ønsker at sætte sig nøjere ind i emnet.
Materialet kan også udbygges med en spændende og særdeles anskuelig samling af hverdagsgenstande fra Laos. De fleste af landets amtscentre for undervisning har et eksemplar af denne samling, så forhør om muligheden for hjemlån på dit lokale center. Den er perfekt til at give eleverne helt konkrete og ægte genstande som klæder, bøger, kurve og husgeråd fra Laos i egne hænder.
Lærervejledningen indeholder baggrundsstof samt en række aktivitetsforslag og kopiark. Her lægges på en god måde op til at skabe identifikationsmuligheder for danske elever, sådan at der ud over de specielle forhold i Laos kan uddrages en række almene behov for et godt liv. Til hvert enkelt tema i elevbogen er der udarbejdet et idekatalog med samtalespørgsmål og aktiviteter. Dog burde lærervejledningen for overskuelighedens skyld have haft en sidste redaktionel bearbejdning, så der blandt andet for hvert afsnit blev henvist direkte til de relevante sidetal i elevbogen.
Sidste år nød Laos godt af overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender, og Danida udgav til de yngste klassetrin undervisningsmaterialet 'To venner og en lillebror' om børn fra en anden del af Laos. Sammen med dette materiale om Chen og Thong til de mellemste klassetrin er der således nu godt og billigt stof til at behandle et land, der ellers ikke umiddelbart trænger sig på i undervisningen.