Denne bog er en redningsplanke for de usikre

Efter Danmarks dårlige placering i den internationale læseundersøgelse er markedet blevet oversvømmet af førskole- og indskolingsmaterialer. Man kan blive helt syg af at tænke på al den sysselsætning - alle disse fordummende træningsserier, som små børn i de næste mange år skal døje med. '. . . at de stadig skal lægge krop til en pædagogik, der er så langt fra barnets egen udvikling, som den overhovedet kan komme, og som for den svageste tredjedel vil være fuldstændig perspektivløs . . .' (citat fra sidste side i Gorm Uhrenholdts bog).

Lærerne er usikre som aldrig før, da de bliver bombarderet med råd og gode ideer af modsatrettet læseteoretisk oprindelse. Hvad skal man tro? Er det bedst med en læseteori funderet på en elementopfattelse - eller en teori med rod i en helhedsopfattelse . . .? Da forskellige børn lærer på forskellig vis, så må vi nok hellere tage lidt fra begge skuffer! Det gør de så, men kommer derved til at blande modstridende og uforenelige praksisformer, og det skal da give kaos i de stakkels børnehoveder!

Gorm Uhrenholdts overskuelige bog er intet mindre end en redningsplanke for de usikre. Den vil blive en værdifuld støtte for de lærere, som for længst har indset, at børn hidtil har fået en uheldig - måske umulig - start i læsning. Derfor skrottede de 'den hellige almindelige læseundervisning' og giver nu plads for børnenes læse-skriveeksperimenter i sikker forvisning om, at børnenes læse-skriveudvikling er noget, der kommer indefra, men samtidig er udviklingen genstand for og meget afhængig af stimulation fra omgivelserne.

Problemet for disse modige lærere er ikke børnene og samværet med dem. Problemet er at forklare forældre og skoleinspektør en diamentralt modsatrettet pædagogik!

Det er nemlig sådan, at de praksisformer, som er fremmende ifølge den ene opfattelse, er hæmmende eller blokerende ifølge den anden.

Klarer læreren ikke helt præcist at begrunde, hvorfor han vil 'starte omvendt' med sin 1. klasse, da står stærke kræfter klar til at jorde ham, for kollegaerne har for længst solgt deres sjæl til 'Sproglig opmærksomheds-bevægelsen' (burde hedde fonologisk opmærksomhed), der hærger landet i disse år. Når der er forløbet en del år, inden vi ser følgerne, er det fordi mange børn rent faktisk klarer at ride på to heste: De undgår at få deres indvendige, naturlige læse-skriveudvikling afbrudt. Samtidig evner de at assimilere den voksenstyrede fylde på-pædagogik. Det er en ubegribelig flot præstation!

Der er ikke noget i vejen med sjove rim og lege, men med de skumle bagtanker: Det går ud på at træne stavelser, forlyd og fonemer. Uhrenholdt siger: 'Problemet er selvfølgelig ikke, at pædagogerne leger med børnene, men at der anvendes så megen tid og så mange kræfter på lege styret af et formål, som ikke kan lykkes. De børn, som har passeret disse trin i deres egen eksperimenterende skriftsprogsudvikling, har ingen brug for disse øvelser, og de børn, som ikke er nået hertil, kan ikke assimilere den viden, man således forsøger at snige ind . . .'

'. . . når man påstår, at det er videnskabeligt bevist, at sådanne programmer har positiv effekt på børnenes skriftsprogsudvikling, så må man huske på, at disse forsøg foregår inden for et lukket system, som hele vejen igennem er elementbaseret . . .'

Efter adskillige år med udbredt anvendelse af sproglig opmærksomhed har cirka en tredjedel af børn og unge det største besvær med at anvende deres læse-skriveredskab.

Og hvad gør man så ved det . . .?

Opgiver sin opfattelse af, hvordan der skal undervises? Nej, naturligvis ikke. Man vil jo ikke tabe ansigt (hellere tabe hele hovedet!). Nej, man udtænker endnu snedigere programmer, som børnene får serveret i stadig mindre doser. Som om det ikke var galt nok, så får man også den geniale idé at starte tidligere, for ungerne er nok ikke 'læseparate'. Altså: Såkaldte læseeksperter forsøger at møve sig ind i børnehaverne. Det er en katastrofe, for dermed smadres endnu flere børns naturlige skriftsprogsudvikling.

Det betyder bestemt ikke, at der ikke i børnehaven kan og skal gøres noget - det skal der, men det er ikke en sag for specialisterne. Nej - de voksne skal bare opmuntre og udvise ægte nysgerrighed over for barnets eksperimenter, og det er børnehavefolk jo i forvejen verdensmestre i!

Gorm Uhrenholdt bruger den sidste femtedel af bogen til pædagogiske forslag til forældre, pædagoger og lærere. Glimrende forslag, der er lette at praktisere, men han slutter med et suk: 'Det er desværre et stort problem, at den nødvendige pædagogik er så enkel og ligefrem i en tid, hvor alt skal gøres til videnskab - skal programmeres - skal teknificeres . . .'

Med de mange forskningseksempler udgør 'Tidlig skrive/læseudvikling' sammen med seriens fire forgængere en fortræffelig guide til en læse-skriveundervisning med udgangspunkt i en helhedsopfattelse.