Anmeldelse

Kære dødsbog

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Agnes har snart fødselsdag, og hvis alt går efter planen, bliver det hendes sidste af slagsen. Hun har nemlig besluttet sig for at gøre en ende på sit elendige teenageliv, den dag hun fylder 15.

Fakta:

Titel: Kære dødsbog

Forfatter: Sanne Søndergaard

Pris: 179 kroner

Sider: 144 sider

Type: Bog

Forlag: Gyldendal

I dødsbogen, der er hendes eftermæle og en slags afskedsbrev til familien, følger læseren Agnes' sidste to uger. Hendes ulykkelige forelskelse i klassens populære dreng, Sebastian, hendes problemer med forældrene og ikke mindst hendes daglige kamp mod klassekammeraterne, der systematisk og yderst udspekuleret mobber og chikanerer hende.

Sanne Søndergaard har begået en utrolig fin bog om de hektiske teenageår, hvor alt forandres med de rasende hormoners hast, og hvor man famlende forsøger at skabe sig en selvstændig identitet uden dog at stikke for meget ud fra gruppen og dens normer.

Skildringen af den 15-årige Agnes og hendes liv er yderst troværdig og står efter endt læsning stærkt i læserens bevidsthed. Det samme gør sig gældende for de centrale temaer - mobning og social isolation - der i kraft af et direkte og mættet sprog fremstår utrolig realistisk.

"Kære dødsbog" henvender sig hovedsageligt til elever på udskolingens ældste klassetrin og kan både læses som frilæsning og bruges i undervisningen. I undervisningsøjemed kan bogen anvendes til at skabe en nødvendig og desværre altid relevant diskussion om, hvilke konsekvenser det kan have dels at være den udsatte, dels at medvirke til eksklusionen af den anden.