Anmeldelse

Rulle-Marie

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er brug for en hurtig og effektiv indsats, både når mulige bomber skal fjernes, og når det drejer sig om at forebygge læseproblemer. Deraf kommer navnet på dette lille materiale, som består af to paphjul, monteret så de kan drejes rundt. Derved fremkommer forskellige bogstaver i et lille vindue i det karton, der omslutter hjulene. I den medfølgende vejledning kan man få tips til forskellige anvendelsesmuligheder for opfindelsen.

Som målgruppe er der tænkt på forældrene, som har brug for ideer og støtte til, hvordan de konkret kan stimulere deres børn i læseprocessen. Desuden er "Rulle-Marie" også beregnet til, at eleverne i de små klasser og i specialundervisningen sammen og parvis kan øve sig og udfordres af bogstavkombinationerne. Det ene hjul har på begge sider vokalerne trykt i røde farver, mens det andet hjul har de hyppige konsonanter i blå farver på den ene side af hjulet. På den anden side findes hyppigt forekommende konsonantsammensætninger som kr, sm, fr, kn, gl, bl med flere.

"Rulle-Marie" kan sammenlignes med en Storm P.-opfindelse, men i modsætning til disse føler jeg mig ikke i tvivl om nytteværdien. Eleven kan have sit eksemplar i læsebogen eller i et chartek, og netop med læsebegyndere er der brug for forskelligt legetøj, der kan anskueliggøre bogstavernes mange muligheder. De små elever vil holde af at lege sig frem til lydene.