Anmeldelse

Bogslottet, andet niveau, Bogstavfesten

Det her system ved, hvad det vil. Der er teoretisk belæg for det, det vil. Og det instruerer klart og enkelt læreren i, hvordan man realiserer projektet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Bogslottet" er inddelt i tre niveauer: Forberedende læsning, begynderlæsning og fortsat læsning. Materialet her er til begynderlæsningen i 1. klasse.

Fakta:

Titel: Bogslottet, andet niveau, Bogstavfesten

Forfatter: Susanne Arne-Hansen, Grethe Rothstein

ISBN: 978-87-23-01897-7

Type: Diverse

Forlag: Alinea

Til materialet for begynderlæsningen hører der en lærervejledning, en kombineret opgave- og læsebog og en såkaldt storbog (en bog i meget stort format). Desuden er der et sæt små bøger til elevens egen læsning. Med lærervejledningen følger en plakat med spøgelser, der viser mundstillingen ved vokalartikulation.

Materialet tager udgangspunkt i en holistisk og meningssøgende tilgang til læsningen og læseundervisningen. Så helt fra begyndelsen leder vi her efter meningen med de forskelligartede tekster.

Lærervejledningen har et godt afsnit om mål, evaluering og dokumentation - herunder om løbende evaluering og portfolio. Det er meget solidt. Der er tung teori, der kan dokumentere alt det, forfatterne skriver. Blandt andet kan Vygotsky begrunde at se læreren som en, der hele tiden viser sin tænkning og handling frem for eleverne.

Men forfatterne henviser ikke til teori. I stedet skriver de det lige ud ad landevejen. Først som overordnede hensigtserklæringer og så som praktiske handlingsanvisninger.

Hvad gør man?

Der er en rigtig god side for side-instruktion i, hvordan læreren helt konkret kan gøre i arbejdet med hver enkelt af de bøger, der hører med i materialet. Både før, under og efter læsningen.

Der er små skønhedsfejl. Blandt andet får eleverne i opgave- og læsebogen et felt på kun tre gange fem centimeter til at tegne tjenerne fra "Kejserens nye klæder". Men det kan læreren jo skifte ud med et ark A4-papir, der klipses fast i bogen.

Materialet inddrager viden fra LTG-metoden, fra børnestavning og fra procesorienteret litteraturpædagogik. Samt fra Bente Erikson Hagtvets tænkning om, at man skal skrive sig ind i læsningen.

Materialet her er et supergodt grundlag for undervisning - og dermed for læring. Kun ét spørgsmål har jeg ikke fået svar på: Hvordan man sikrer, at eleverne får godt styr på de sekventielle/lydanalyserende læsestrategier.

Bortset fra det er materialet et virkeligt kvalificeret system til undervisning ud fra et balanceret læsesyn med fokus på de holistiske/meningssøgende læsestrategier og med solid integration af det konstruktivistiske læringssyn, børnestavning, varierede læsestrategier og LTG-metoden.

Som noget helt særligt giver lærervejledningen gode anvisninger i, hvordan man slipper materialet og udarbejder sit eget materiale - gerne i fællesskab med sine elever. Selvom der er en systematisk side for side-vejledning til undervisningen i de enkelte bøger i systemet, indbyder det bestemt ikke til, at læreren skal blive slave af det. Tværtimod!