Handlingen tager sit udgangspunkt i en landsby, hvor alt ånder fred og idyl. Man føler sig hensat til en forgangen tid, hvor livet bare var harmonisk. I den idylliske landsby hjælper man hinanden, man låner ting fra hinanden, og ingen tænker på, hvilke ejendele de selv har - alt går til det store forkromede fællesskab. Denne idyl skal selvfølgelig udfordres udefra, og det bliver den også i form af en kvinde, der bliver gift ind i den familie, som bor i nærheden af Rosengården. Konen, som hedder Maja, kommer desværre udefra. Det er man bekymret for i landsbyen, for hvad er nu det for en kone, og hvad kan sådan et ægteskab ikke føre med sig? I begyndelsen går det godt, men de andre koner begynder at undre sig over, hvorfor Maja ikke skal lave de samme ting, som de skal. For første gang i landsbyens historie lurer ufreden.

I Rosengården findes de forunderlige roser. En gammel spådom siger, at så længe disse roser dufter og gror, så længe vil freden og harmonien i landsbyen bestå. Problemet er nu, at roserne er ved at gå i fordærv. Der breder sig en stank over hele landsbyen. Folk begynder at forlange deres ting tilbage. Folk begynder sågar at skrive navne på deres ting og så videre. Og midt i alt råddenskaben forsvinder Majas gode høne, som lægger fine æg. Denne høne og hendes æg og kyllinger skal vise sig at være historiens vendepunkt, så alt igen ender i fred og harmoni.

Den reelle læser af bogen vil måske tænke på fred og ufred. Den voksne læser har hørt historien om det store, store fællesskab så mange gange, at man kan historien udenad, og det er synd, for historien rummer også en sideløbende historie, som med fordel kunne have været foldet ud.

Styrken ved bogen er dens utrolig gode illustrationer. De sætter virkelig fantasien i gang. Det kunne være en god øvelse kun at se, på hvad eleverne kan få ud af dem.

Bogen kan læses af elever fra 3. klasse.