Anmeldelse

Spot på drama
Spot på drama

Det er drama, det er godt

Inspirerende materiale fra dygtige forfattere kommer vidt omkring i en genre, som nok har været lidt overset i danskundervisningen i de ældste klasser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ifølge prøvevejledningen i dansk, FP9, skal tekstopgivelserne indeholde prosa, poesi, sagprosa og drama. Sidstnævnte har i min undervisning været udsat for en lidt stedmoderlig behandling. Måske fordi det har været vanskeligt at inddrage dramagenren i et fornuftigt forløb, hvor det ikke bare bliver et appendiks til noget andet. Ofte har jeg således arbejdet med uddrag af et manus til en teaterforestilling, vi har set.

Fakta:

Titel: Spot på drama

Forfatter: Marianne Hundebøl, Birgitte Therkildsen

Pris: 223,75

Sider: 88

Serie: Sæt spor

Forlag: Dansklærerforeningen

Men med dette inspirerende materiale er der mulighed for at sætte fokus på dramagenren på en spændende og medskabende måde, hvor man samtidig kommer vidt omkring. Det handler således også om rap som drama, booktrailere og både ældre og nyere drama. Der er uddrag fra “Melodien, der blev væk”, “Dig og mig ved daggry” og “Tove! Tove! Tove!”. Og der er tekster af blandt andre Per Vers, Janne Teller og Line Knutzon.

Opgaverne spænder også vidt. Der er læseteater, multimodale præsentationer, terningespil og puslespil. Der er opgaver, der skal løses individuelt, i par og i grupper.

Ud over en kort introduktion til bogen i starten og en godt to sider lang lærervejledning til sidst indeholder materialet seks kapitler, der starter og slutter på samme måde: “Tjek ind” forklarer kort, hvilke mål der er. Og i “tjek ud” vender man tilbage til målene sammen med en individuel opgave. Kapitlerne handler om dramagenrens begreber, om ældre og nyt drama, om processen med at skrive drama - fra raptekst til musikvideo, fra litterær tekst til opsætning af teaterforestilling og fra episoder fra en persons liv til improvisationsdrama. Endelig handler sidste kapitel om, hvordan man kan inddrage dramagenren til den mundtlige prøve i dansk.

“Spot på drama” er en del af “sæt spor"-serien fra Dansklærerforeningens forlag, der retter sig mod skolens ældste elever. I serien er der blandt andet fokus på analysearbejdet og de afsluttende prøver. Den ene forfatter til materialet, Birgitte Therkildsen, har været medforfatter til flere bøger i serien.

Materialet anbefales på det varmeste.

Powered by Labrador CMS