Med udgangen af 2. klasse skal eleverne kunne stave til lydrette og hyppige ord i egne tekster. Først efter 4. klasse angiver Fælles Mål, at de skal mestre staveregler i forhold til eksempelvis vokalglidning og dobbeltkonsonant. Mange dansklærere klør imidlertid på med de generelle lydfølgeregler lige fra starten af 3. klasse, hvilket da også kan give mening, da lydfølgereglerne er svære og tager tid at lære. Desuden er de tekster, som eleverne læser fra 3. klasse, sprængfyldt med ord, som hverken er hyppige eller lydrette.

Dorte Damgaard og Tanja Ibsen har baggrund som undervisere af ordblinde elever, men mener, at man med fordel kan holde fokus på lydrethed i længere tid, også når det gælder den almindelige danskundervisning. Udfordringen skal så ligge i, at de lydrette ord bliver længere end i 1.-2. klasse, hvorved den fonematiske omkodning gøres desto mere sikker. Først når denne er helt på plads, mener forfatterne, at eleverne er klar til at forstå og anvende lydfølgereglerne. Progressionen, der henvises til her, stammer fra Mette Zieglers staveudviklingsmodel fra 1992, der senere dannede grundlag for evalueringsværktøjet ”Staveraketten”.

Med udgangspunkt i deres erfaring fra Ordblindeinstituttet har forfatterne udviklet ”Lydretten”, som indeholder ti diktater med tilhørende fonologiske øvelser, alle bygget op omkring lydrette øveord på tre eller flere stavelser: kriminalroman, Bolivia, symfoni for bare at nævne nogle få.

Tænker man sådanne ord ind i en 3.-klasse-sammenhæng, er det klart, at der samtidig bliver arbejdet med udvidelsen af ordforrådet og den sammenhæng, ordene kan indgå i. Og her spænder emnerne vidt; lige fra rekorder eller jordomsejlinger til Mozarts opvækst eller jul i gamle dage.

De fonologiske opgaver er konkrete og lige til at gå til. Jeg forestiller mig, at de nok også kan blive lidt for gentagende i det lange løb, men kører man en diktat om måneden, er det ikke et stort problem. Der hører i øvrigt digitale opgaver til, som på et Smartboard kan laves fælles i klassen som optakt. Og så er det en klar fordel, at selve diktaterne, hvor eleverne skal lytte og skrive de ord, de har trænet, er i tre forskellige sværhedsgrader.

Selv om diktathæftet har mange kvaliteter, vil jeg nok ikke lade det stå alene i stavearbejdet. Min erfaring er, at elever på dette alderstrin har stærkt behov for at lege tingene ind, og at de sagtens kan få en begyndende forståelse af lydfølgereglerne, eksempelvis ved at træne dem i Cooperative Learning-strukturer. Men som supplement til den type stavetræning er ”Lydrettten” bestemt anbefalelsesværdig.