”Hvis jeg skal sige det direkte, så skal vi have fantasi til at forestille os, at der kan ske ting, som vi ikke har haft fantasi til at forestille os.”

Det er statsminister Mette Frederiksen, der taler om fantasi. Vi er tilbage i oktober. NordStream-gasledningen er lige blevet sprunget i luften af en endnu ukendt aktør – og fantasien er det redskab statsministeren tyer til. Som en kær ven i nøden.

Men når status quo destabiliseres, så er fantasien ikke blot en ven – nej, fantasien er selve forudsætningen for håndteringen af alt det uforudsigelige, og ved dens hjælp at komme trygt ud på den anden side. Forandret, men stadig i god behold.

Det er godt set af statsministeren, og på rette tid at fantasiens potentiale bliver talt op.

Det samme gør professor Lene Tanggaard i Skolemonitor, hvori hun understreger fantasiens betydningsfulde rolle med ordene:

”Det er, som filosoffen Hannah Arendt har bemærket, i forbindelse med opdagelse og uddannelse, at vi finder ud af, om vi elsker verden nok til at tage ansvar for den og af samme grund redde den fra den undergang, som uden fornyelse og siden ankomsten af nye og unge vil være uundgåelig. Her spiller fantasi og virkelyst, som er nøgleord i folkeskolens formålsparagraf, en ganske stor og overset rolle.”

Vi mener, vi lever i en tid, hvor vi ikke bare skal betragte fantasi som noget barnligt, abstrakt eller ubrugeligt, men som en nødvendighed.

Det er derfor også vores påstand at fantasien – denne sværmeriske størrelse, som det kan være svært at få greb om – helt konkret, er en nødvendig menneskelig færdighed i de sikkerhedspolitisk usikre tider, som statsministeren adresserer.

Men også når vi på den lidt større klinge skal forholde os til den store omstilling, og hvordan vi gennem ansvar og kærlighed modarbejder et forestående biologisk og klimamæssigt kollaps.

For det kræver fantasi at ændre vaner, traditioner og samfundsindretning.

Fremtidens gulv

Det lidt for fantasifulde barn. Den verdensfjerne fantast.

Vi kender dem begge. En slags arketyper, som vi alle har mødt i forskellige stadier af vores livet.

Den første gives i stadigt stigende grad en diagnose, mens den anden ofte har oplevet den sociale eksklusions benhårde kulde.

Men måske har vi i disse år og fremover netop brug for fantastens evne til i hvert fald i tanken at fjerne sig fra den verden, som de fleste efterhånden har erkendt, er ikke-bæredygtig?

For uden en levende fantasi, skabes der ingen forestillinger om fremtidige livs- og samfundsmodeller, der er radikalt anderledes end det nuværende.

Et fantasiløst samfund evner således kun at forlænge fremtidens gulv med fortidens brædder, og hvis der er noget vi har brug for, så er det at vi mennesker – individuelt såvel som kollektivt – begynder at drømme og forestille os samfund, der på én og samme tid er trygge, retfærdige og bæredygtige, og som er komplet anderledes end dem vi kender til.

Men førend vi som fællesskaber kan realisere disse samfundstyper, skal vi have forestillet os dem. Bygget dem i vores hoveder. Testet dem. Udfordret dem. Drømt dem.

Der er derfor også et stort pædagogisk potentiale i fantasiens kraft, og særligt i disse år hvor stadigt flere vuggestuer, børnehaver, folkeskoler, efterskoler, gymnasier, erhvervsskoler, højskoler og andre uddannelsesinstitutioner aktivt begynder at forholde sig til hvordan netop deres praksis skal forandre sig, hvis den skal gøres aktuel i forhold til for eksempel bæredygtighedsspørgsmål.

Men fantasiens potentiale kan kun frisættes, hvis uddannelsessektoren samtidigt forholder sig til spørgsmålet om fantasiens rolle i forhold til pædagogik, uddannelse og dannelse.

Tør vi sætte fantasien fri?

Skolesystemet som vi kender det i Danmark har mere end 200 år på bagen, og er i dag en konstant i det danske velfærdssamfund og en del af årsagen til vores stærke konkurrenceevne.

Men selvom det har overlevet overgangen fra enevælde til demokrati, to verdenskrige, globalisering, teknologisering og alt mulig andet, så vil vi gerne stille spørgsmål ved om uddannelsessystemet på de mest fundamentale grundantagelser har ændret karakter og udviklet sig?

Vores uddannelsesunivers har de bedste intentioner om at skabe stimulerende læringsmiljøer og -situationer, men tør vi sætte fantasi hos børn og unge i centrum af praksis? Og tør vi stå ved at vi ikke – på samme måde som andre af uddannelsessystemets resultater – ville kunne måle fantasiens succes?

Set i et langt historisk perspektiv har man som elev skulle kunne kongerække og den store tabel, og senere hen har man også skulle lære at deltage aktivt såvel som lyttende i en samtale og endnu mere til.

Men det til trods, så har uddannelsessystemet været uhyggelig god til at pille fantasien ud af sine elever og studerende.

Den fantasi, som mange børn bringer med sig fra deres allertidligste år, og som har drevet mange forældre, pædagoger og lærere til vanvid; barnets evindelige ”hvorfor, hvoffer dit og hvoffer dat?”, som vi alle kender fra sangen om ’SpørgeJørgen’ fra 1938.

Er det fordi fantasi ikke synes nødvendigt? Eller i værste fald, et irriterende karaktertræk, som bliver betragtet som barnligt og dermed udannet.

Som Sir Ken Robinson fremhæver det i den til alle tider mest populære TedTalk: “We don’t grow into creativity. We grow out of it. Or rather; we get educated out of it”.

Den triste forklaring er, at kreativiteten lider samme skæbne som fantasien, og at der bag uddannelsesmæssige nedprioritering af fantasien ligger en rimelig simpel forklaring; I landbrugs- eller industrisamfundet blev fantasien ganske enkelt ikke anset som en nødvendig kompetence. Snarere tværtimod.

Der skulle skomageren som bekendt blive ved sin læst – og SpørgeJørgen skulle holde op med at spørge.

Uddannelse var noget man kunne blive færdig med, så ens evner kunne blive brugt ude i den virkelige verden.

Hvis vi strammer skruetvingen, så er det måske vores manglende fantasi, som gør at vi endnu ikke har taget de nødvendige skridt i retning af etableringen af en egentlig bæredygtig samfundsmodel?

For vi lever ikke længere i industrisamfundet, og derfor giver det ikke mening at have et uddannelsessystem, som pejler efter en forældet samfundsmodels koordinator.

I dag mener vi, at det eneste præfiks, der giver mening at sætte foran -samfundet er ’omstilling’ – og hvis omstillingen er præmissen, så er fantasien svaret.

Måske er fantasien endda for omstillingssamfundet, hvad svendebrev var for industrisamfundet? Med fantasien i hånd og sind, kan du træde ud i virkelighed og skabe reel værdi.

Ikke ligesom virkeligheden

Der findes skoler, som allerede har arbejdet aktivt med fantasiens muligheder.

Det kan bl.a. ses i instruktør Phie Ambos fine film Genopdagelsen (2018), hvor to 11-12-årige elever fra Den Grønne Friskole, som i forbindelse med et større skoleprojekt omkring fremtidens samfund, er blevet valg til at være nationalbankdirektører med alt hvad det indebærer, heriblandt etableringen af et nyt monetært system.

Efter de med stor entusiasme er hoppet ind i arbejdet, opstår der kort efter problemer, som viser fantasiens relevans. For som den ene siger:

”Der skal også være to-kroner. Det skal være de rigtige penge”.

Her bliver makkeren pludseligt frustreret, og udbryder:

”Jamen, det behøver jo ikke at være det samme, som der er i virkeligheden”.

Det er præcis læringssituationer som denne, og ordvekslinger som den beskrevne, der er med til at sætte fantasien i spil hos eleverne og som for os andre viser dens potentiale, som uundgåeligt dannelseselement i en folkeskole og et uddannelsessystem, der sætter den store omstilling, som sit højeste og fineste sigtepunkt.

Vil dette kræve et helt nyt fag? Skal der fantasi på skemaet mandag formiddag i 8.u? Ja, måske.

Men dagsordenen er på den ene side for presserende til at vi kan vente på at der udvikles en afgrænset fagforståelse, bekendtgørelser og forsøgsordninger – og på den anden side, at fantasidagsordenen er for bred til kun at blive repræsenteret af ét fag.

’Demokrati’ varetages heller ikke kun af ét fag, men reflekteres i mange fag og i måden vi møder børn og unge på, og således bør det også være for ’fantasi’.

Det er et dannelsesbegreb – og der er derfor behov for at forankre det solidt i hele skolens virke, og i alt hvad den gør.

At bruge en krise som afsæt

Ingen krise er så dårligt, at den ikke er god for noget.

Den russiske invasion af Ukraine har bl.a. fået os til at omstille vores militær og prioritere energisektoren anderledes.

Vi tror på at fantasi, i en tid ikke så langt fra i dag, bliver en selvstændig og nødvendig egenskab ved mennesket og i menneskelige fællesskaber. Særligt i et land som Danmark uden råstoffer.

Lad os derfor sætte fantasien løs i vores uddannelsessystem. For børnenes og for den bæredygtige omstillings skyld.

Lad os udvikle et uddannelsessystem, som bredt set stimulerer fremkomsten af ’utopisk tænkning’ og revitaliserer fantasien!

Kan du forestille dig det?