Der var stort set tomt i det store røde udvalgsværelse på Christiansborg, hvor De Radikales Lotte Rod havde kaldt undervisningsministeren i samråd om børns mulighed for at bidrage mere i skolen med fx at spille musik og teater, passe dyr, bygge og dyrke grønsager.

Faktisk var der kun de to og udvalgsformanden til stede foruden nogle embedsfolk og et par tilhørere – og så Anni Matthiesen fra Venstre på en Teams-forbindelse.

”Det kan godt være, at alle de andre udvalgsmedlemmer ikke synes, at det her er vigtigt nok til at dukke op, men for mig er det her et af de vigtigste emner at debattere. Jeg mener, at det er én af de største forandringer, der skal ske af vores folkeskole”, sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og trak tråde fra dagens emne til mistrivsel blandt unge i hele den vestlige verden:

”Man skal passe på forfalde til forsimplede forklaringer, men jo mere jeg dykker ned i det her, jo mere klart står det for mig, at vi ikke giver de unge mennesker det dannelsesfundament, der skal til for at kunne imødegå det samfund, vi har i dag”.

Vi troede, vi skulle være et 'videnssamfund'

Ministeren gik i sin tale tilbage til samfundssupertrenden i 1990’erne efter Berlinmurens fald, hvor politikerne troede, at frihandelsaftaler med videre ville føre til, at al produktion ville flytte langt væk, og at Vesten i stedet skulle være et såkaldt ’videnssamfund’.

”Og man opfattede viden som løsrevet fra produktion – i sig selv den største kollektive fejlslutning i en samfundsanalyse, for viden bygger jo altid oven på det samfund, man er en del af”, sagde hun.

”Samtidig fik vi en digital revolution, og de to problemkomplekser samtidig førte til, at man fuldstændig devaluerede musik, drama, alle tænkelige typer af håndværk, og at det praktiske og det teoretiske skal hænge sammen”.

Hun pegede på, at håndværksmæssige kundskaber ikke kun er relevant for folk, der skal arbejde som håndværkere:

”Jeg skal altså ikke opereres af en kirurg, der ikke kan sit håndværk, så vi har brug for at få udviklet noget finmotorik. Også hos dem, der ikke skal være håndværkere”.

”Under corona blev det tydeligt, i hvor høj grad vi har brug for et bredt dannelsesfundament for at fungere som mennesker, ikke mindst hvis man har unger. Rent lavpraktisk skal man kunne købe ind, lave mad og styre et husholdningsbudget, men under corona skulle vi også kunne underholde hinanden. Folk købte kæledyr for at føle sig nær med nogen – min datter sagde forleden, at hun kunne mærke vores hund Ronjas hjerteslag på sit lår – det at være menneske handler om så utrolig meget andet end det, der ender med at være vores beskæftigelse”, lød det i ministerens tale til det meget lille, men åbenlyst begejstrede publikum bestående af partifælle og udvalgsformand Anders Kronborg og Lotte Rod fra støttepartiet Radikale Venstre.

Ministeren fortalte, at partnerskabet Sammen om Skolen, hvor politikerne mødes med repræsentanter for elever, lærere, forældre og kommuner, taler om at styrke samspillet mellem det kreative, det praktiske og det teoretiske i alle fag og på tværs af fagene. De taler også om at indføre flere fag, hvor hovedafsættet ikke er teoretisk.

”Tidligere var der en myriade af fag. Forleden, da jeg besøgte Skolen på Bülowsvej, så jeg, at de stadig har et metalsløjdlokale, som vi også havde, da jeg fik i skole. Det står der endnu, og man kan jo lodde robotter dernede – man kan bare se for sig, hvordan nogle børn, vi i dag taber i skolen, ville storelske det fra start til slut!”

Lotte Rod havde indkaldt samrådet, fordi hun er bekymret for, hvordan politikerne på én gang kan sikre, at skolerne går i retning af mere børnedeltagelse, mere praktisk arbejde i skolen og mere kreativitet, samtidig med at man jo vil sætte skolerne fri af politikernes indblanding og regler. Og netop det mener ministeren er i fuld gang via Sammen om Skolen.

”Vi skal efterlade et stort nok rum til, at det ikke er os, der dikterer, at fx det metalsløjdlokale bruge til robotteknologi. Det kan være, de hellere vil finde deres gamle esse frem, det skal jeg overhovedet ikke bestemme!”

Lotte Rod anerkendte fuldt ud ministerens analyse om videnssamfund og digitalisering, men hun pegede også på en tredje stærk trend, nemlig topstyring:

”Jeg mener, at styringen har betydet en voldsom indsnævring af skolen, så fælles lejrskoler, dyrehold, alt det, der var uden om skolen, er forsvundet. Både prøver og målstyring har indsnævret, det vi forstår som vigtigt i skolen”.

”Kort og godt: Ja! New Public management var state of the art, da jeg læste statskundskab i slut-90’erne – og allerede dengang var jeg relativt skeptisk!”, svarede ministeren. Hun mener simpelthen, at New Public Management-målstyring er uforenelig med folkeskolens formålsparagraf.

”Det var en forvaltningsmæssig fladpandethed, vi som samfund er for kloge til. Et årti eller to, hvor alt stod i regnearkenes lys”, sagde hun. ”Alene det at forestille sig, man får selvstændig kritisk ungdomsgeneration, hvis alle lærere skal gå i takt, er en vildfarelse. Hvis voksne går i takt, bliver det også såden en ungdomsgeneration, vi får, og det, synes jeg ikke, er hensigtsmæssigt”.

Pønser på "modellovgivning" og mere tillid til lærerne

Pernille Rosenkrantz-Theil anerkender, at var gode intentioner med at sætte stramme Fælles mål for skolen – formålet var at øge andelen, der kan læse, skrive og regne.

”Men det er ikke sket, og efter 10 år hvor vi har prøvet med den metode, må vi gribe til noget andet. Og der er mit udgangspunkt, at de fagprofessionelle nok har en meget god ide om, hvordan man gør. Ellers forstår jeg i hvert fald ikke, hvorfor vi har indrettet fire års seminarieuddannelse til dem – så må vi også have en eller anden tillid til, at de er uddannet til at flytte børn fra A til B”.

”Hvilke overvejelser gør ministeren sig, med de ’muskler’, man jo også har i ministeriet, om, hvordan man kan være med til at sætte de her meget vigtige værdimæssige retninger, samtidig med at vi jo er i gang med sætte skolerne fri fra regler?”, spurgte Lotte Rod.

Ministeren fremhævede, at Sammen om Skolen netop er i fuld gang med at inddrage og få input. Og ud over at man vil kigge på ledelse og Fælles mål, arbejder ministeren også med noget, hun ind til videre har kaldt ’modellovgivning’: ”Altså man har for eksempel tager fem forskellige varianter af, hvordan man kunne lave en praktisk orienteret skole, én hvor vi tager udgangspunkt i et område med en lille landskole med ét spor, én i et storbyområde med ti skoler, en erhvervsskole og en Zoologisk Have inden for rækkevidde – og så så alt derimellem. Og som default kan man så tage en af de varianter, eller man kan vælge at lave alle mulige andre. Det er altså hverken rammelovgivning eller detaillovgivning, men en måde at give en god retning uden at detailstyre”.

Udvikler praktisk prøve, der ikke er 'meta'

Ministeren fortalte, at ministeriet i øjeblikket bokser med at udvikle en art praktisk prøve, der ikke er, hvad hun kalder en ’metaprøve’, hvor man bliver testet i, hvad man siger om sin proces.

”Jeg vil så gerne, at vi kan komme derhen, hvor dét, vi prøver de unge mennesker i, er, i hvilket omfang, de kan fremstille det, de er blevet bedt om”.

Lotte Rod spurgte også til, hvornår der faktisk sker noget.

”Jeg tror, vi allerede i planlægningen af næste skoleår kommer til at se nogle skvulp, hvor nogle kommuner eller skoler tager initiativ til noget mere praktisk, for det kan man nemlig godt inden for gældende regler. Så jeg vil tro, at den skude er i gang med at ændre kurs. Og ja, vi skal da rette lovgivning til, men det er kun lille del. Vi skal være opmærksom på den kulturforandring, der er i gang, fordi kommunale chefer og repræsentanter for lærere og elever taler sammen. Så vi er i fuld gang!”, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjede, at når der skal ændres ting lovgivningsmæssigt, skal det til gengæld gøres "vanvittigt langsomt".

For som man kan se af, hvordan man forsøgte at gøre skolen klar til et videnssamfund, der ikke kom, for 30 år siden, og af den seneste skolereform, argumenterer hun, så kunne man have undgået mange konflikter, hvis man havde været lidt langsommere.

”Men de 90 procent af skolen, der forandrer sig ad andre veje end lovgivning, der skal vi bare fortsætte”.