Debat

Dannelse! Børn er ofte mere dannede end voksne - hvad betyder det?

Alexander von Oettingen, Camilla Wang, Jakob Harder, Elsebeth Jensen, Lene Tanggaard og Keld Skovmand kæmper aktuelt for definitionen af dannelse men også politikere, ledere, konsulenter, akademiske forskere generelt vil have patent på dannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dannelsesfolkene bør komme ud af det sneglehus, de gemmer sig i.

Problemet er selve udgangspunktet, altså det grundlag og den tænkning, med hvilken man går til ordet dannelse. Det er dybt problematisk at tro, at man enten kan konstruere eller strukturere, hvordan mennesker socialt og psykologisk lever – eller at tro, man kan/skal danne til ´fællesskaber underkastet fælles normer og traditioner´.

Hvem er ´vi´, der vil danne ´dem´? Er tankegangen, at voksne ved, hvad livet og verden er, og det skal børnene så belæres om?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Dette er kernen, for mig at se, i hele denne kamp om definitionsretten – man tror virkelig på, at det menneskelige er konstruerbart, at man kan, og skal, skabe strukturer, i hvilke man kan ´bestemme´ elevers sociale, psykologiske og/eller faglige habitus, ´kapital´, som det ligefrem kaldes af nogle socialtænkere.

Man tror også, at tænkning er sådan et slags ´middel´ hvormed man kan blive klogere eller erfare mere – og det ligger samtidig i kortene, at de mennesker der fx har en akademisk skoling/uddannelse er mere kvalificerede til at tænke, for de kan bruge deres forstand, må man mene.

Det er på denne baggrund, at jeg anfægter selve grundlaget for dannelses-definitionen. Tænkning er i mit perspektiv ikke et middel til at opnå et eller andet, eller til at forstå noget bedre. Tænkning er en form, en vej, et forum, et medie – hvori alle mennesker mere eller mindre bevidst, opholder sig igennem livet.

En vigtig pointe er, at man kun kan tænke alene – ikke sammen.

Derfor er dannelse for mig hverken psykologisk eller social – og det er ikke noget man bevidst kan eller skal lægge ned over andre mennesker. Som menneske lever jeg (som barn, ung, voksen) i verden – verden danner mig, hvis jeg vil finde vilje til at tænke – ´tænke´ både med hoved, hånd og hjerte; tænkning i betydningen at bruge fornuften, at tænke over og i dybden overveje og forholde sig til tingene.

Dette er børns, unges og voksnes mulighed, og ofte er børn og unge bedre til det end ´voksne´, ud fra min erfaring.

En sådan form for tænkning, med hoved, hånd og hjerte, fordrer vilje, tid og rum til at være alene. Man tænker i ord, sine egne tanker, sine egne ord (ud fra egne følelser og erfaringer) – men sproget er fælles for alle mennesker. Derfor er dialogen mulig. Men kun hvis man opgiver sociale, psykologiske – samt konstruktivistiske og strukturalistiske tilgange.

På baggrund heraf er jeg derfor af den opfattelse at den igangværende kamp om definitionsretten til ´dannelse´ er et sneglehus. Et sneglehus, hvor man gemmer sig bag konstruktivistiske, strukturalistiske social-pyskologiske tilgang, hvor tænkning bliver monopoliseret til at være noget med forstanden, som er forbeholdt ´voksne´ og akademikere /degne; i modsætning til tænkning som fornuft og en vej for alle mennesker til at finde ud at give betydning til verden – og være i dialog med verden.

Kom ud af skjulet!

Powered by Labrador CMS