Kodning og computerspil kan med fordel inddrages i engelskundervisningen, lyder det fra Pauline Fredskilde.

Blogger: Fang elevernes interesse ved at lave computerspil i engelsk

Der er store fordele i at inddrage kodning til at lave computerspil i engelskundervisningen. I hvert fald hvis man spørger Pauline Fredskilde. Her får du den teknologibegejstrede bloggers svar på hvorfor.

”Brug kodning og computerspil i de humanistiske fag”.

Sådan lød opfordringen onsdag fra Pauline Fredskilde på hendes blog ’Kreativ med Teknologi’ her på folkeskolen.dk.

Folkeskolens engelsknetværk hev derfor fat i den teknologibegejstrede Pauline Fredskilde for at høre, hvordan kodning og computerspil kan inddrages i engelskundervisningen, og hvad eleverne får ud af det.

Her får du således Pauline Fredkildes svar på, hvorfor og hvordan kodning og computerspil kan fylde mere i engelskundervisningen.

Hvilke gevinster er der være ved at inddrage kodning og computerspil i engelskundervisningen?

”Det handler jo egentlig om, at computerspillet kan noget helt særligt - som både er motiverende for børnene og helt unikt fortællemæssigt. Den, der spiller spillet, kan nemlig opleve en større form for empati, eller kan blive provokeret på andre måder. Der var for nyligt en bekendt, der fortalte mig om nogen, som havde lavet et McDonald’s-spil, hvor man skulle sælge mad, men også slå køer ihjel. I løbet af spillet skulle man gøre værre og værre ting ved dyrene for at tjene flere og flere penge på sine burgere. Det er da et stærkt budskab og noget, som man ikke kan forestille sig kan blive formidlet på samme måde gennem eksempelvis en film eller fortælling. Og det ghetto-spil, jeg skrev om i mit blogindlæg, fik jo netop også meget positiv respons, fordi folk der ikke boede i ghettoer eller havde lignende problemstillinger i deres liv, på en måde kunne prøve at opleve, hvordan det var”.

”En anden stor gevinst er, at man tager udgangspunkt i elevernes interesser, og at man kan fange de elever, som virkelig brænder for at være kreative på lige netop den her måde. Teknologisk nysgerrighed og interesse for kodning skal komme fra forskellige vinkler, så vi kan få alle børn med. Og på denne måde oplever eleverne også, at det faktisk er indenfor rækkevidde at producere sine egne spil. Laver man spillene i Unity i stedet for Scratch, kan man nemlig udgive dem i Play Butik. Det er selvfølgelig ikke noget engelsklærerne behøver at stå for, men man kan være med til at så nogle frø, der gør eleverne nysgerrige eller sultne på at skabe med teknologi i stedet for kun at være forbruger af den. Det er nemlig dét, der skaber teknologisk handleevne”.

Hvordan inkorporerer man kodning og computerspil i sin engelskundervisning?

”Det kan man gøre på mange måder. Man kan først og fremmest bruge computerspil som værktøj, ligesom man bruger film, stopmotion og rollespil. Engelsklærerne kan lave forløbet i et af de emner, de kan lide at arbejde med. Det kan være, man arbejder med amerikansk ungdomskultur, hvor computerspillet er produktet, man fremlægger. I stedet for at lave en planche eller powerpoint, en film eller et skuespil, kunne man så lave et computerspil”.

”I computerspillet finder man mange af de ting, som man også normalvis beskæftiger sig med i engelsk. Måske har eleverne læst en ungdomsbog og skal lave karaktererne fra bogen som karakterer i computerspillet. Hvad skal de opnå i spillet? Skal de finde en, de kan gå til prom med? Eller bor karakteren i en trailerpark og skal kæmpe sig ud af fattigdom? Det kan også handle om en unge flygtning, der kommer til USA og skal leve den amerikanske drøm, eller måske har karakteren brug for en abort, men bor i en stat, hvor det ikke er tilladt. Der er hele designdelen, som er spændende. Her kan eleverne analysere sig frem til, hvad en historie virkelig handler om, og derefter omsætte det til et computerspil. Og når det så kommer til at kode spillet, kan man jo benytte sig af et engelsk undervisningsmateriale eller bruge Scratch på engelsk. Og spillet skal selvfølgelig laves på engelsk - karaktererne taler engelsk, forklaringerne er på engelsk, designet skal være på engelsk; skiltene på bygningerne, gule skolebusser og så videre”.

Hvad giver det eleverne at lære engelsk gennem computerspil og kodning?

”Det at designe computerspil kan være motiverende for eleverne - ligesom det at lave film eller arbejde med designprocesser generelt kan være det. Og så giver det også eleverne et forspring. Lærerne er ofte 'eksperterne', som har opskriften på, hvordan tekster og film er bygget op, og hvordan de skal analyseres. Når det gælder computerspil, kan eleverne være eksperterne. Jeg tør nemlig vædde på, at de fleste lærere har spillet mindre computerspil end deres elever. Udover at være noget, der interesserer mange børn, så er computerspil også et enormt mangefacetteret værktøj, fordi der både skal laves en historie, designes, tegnes eller på anden måde skabes et visuelt udtryk, skrives og kodes”.