Hvert år 5. oktober bliver lærerne verden over fejret på Lærerens dag. Det sker, imens der hersker en verdensomspændende lærermangel.
FN-organisationen Unesco vurderede i 2016, at der på verdensplan mangler 69 millioner lærere for at nå verdensmålet om at sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse.
Lærermangel bliver også diskuteret i Danmark, men vores problemer er i global sammenhæng små.
Tanzania, som ifølge FN har verdensstørste lærermangel, har en lærer-til-elev-ratio på næsten 219. Eller sagt med andre ord: der er én lærer pr. 219 elever. Samme år var det danske tal 13 elever pr. lærer.
Generelt er lærermanglen størst i lande med en stærkt voksende befolkning, som i praksis vil sige udviklingslande i især Afrika syd for Sahara, hvor 70 procent af landene står med akut lærermangel.
Men det ikke kun lande med befolkningstilvækst, som mangler lærere.
I Kina, hvor befolkningstallet stagnerer og ventes snart at falde, kæmper man især med at finde lærere til landområderne.
Her har man fået 10.000 lærere til at udskyde pensionen for at møde udfordringen. Det er dog langt fra nok i et land, hvor antallet af lærere i landdistrikter faldt fra 4,7 millioner til 3,3 millioner fra 2010 til 2013.
De rige lande vil stjæle lærere fra hinanden
Men også rige lande kæmper med udfordringen.
I Australien er det især – ligesom i Danmark – et problem at lokke lærere til udkantsområder. Udkantsområder i Australien er bare meget mere udkant end selv den mindste lollandske landsby eller diminutive danske ø med en sparreramt færgedrift.
Derfor overvejer man nu i Australien at lokke lærere til ved at opprioritere deres visumansøgninger, tilbyde brobygningskurser til lærere med flygtninge- eller migrantbaggrund og endda give dem hurtigere mulighed for statsborgerskab.
Problemet er bare at de lande, Australien gerne vil tiltrække lærere fra, ikke ligefrem står med et overskud af dem.
I England, som i forvejen mangler lærere, viste en undersøgelse i foråret, at 70 procent af de adspurgte lærere tænker på at stoppe, og den altoverskyggende grund til, at de overvejer det, er lønnen. England forsøger at imødegå sin lærermangel ved at tiltrække lærere fra blandt andet Australien.
USA er heller ikke leveringsdygtig. Allerede før corona ramte landet, var vurderingen, at der manglede over 110.000 lærere i staterne, hvilket man forsøger at imødegå ved at lade forældre fungere som vikarer eller endda indføre en firedags skoleuge, som flere skoler i Texas har gjort. Situationen er kun blevet værre post-corona.
Hos USA’s nordlige nabo ser det heller ikke for godt ud. I Canada taler man om, at landets lærermangel i høj grad skyldes, at op til 40 procent af de nye lærere bliver slidt ned og forlader faget i løbet af de første fem år. Der er dog stor forskel mellem provinserne, og det er også her udkantsområderne, der lider mest.
Der er undtagelser fra reglen. I Finland er lærerjobbet fortsat et af landets mest eftertragtede, og det samme gælder Singapore. Her er der ikke lærermangel. I Holland har man reformeret uddannelsesvejen til lærerjobbet, hvilket førte til en stigning på 30 procent i ansøgertallet.
Men problemet er langt fra løst, og så sent som dette skoleår har to skoler i Haag indført firedagsuger, fordi der ikke vare lærere nok til at tilbyde eleverne fuldt skema.
Forskere: Lønnen spiller en rolle
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad man gør ved den globale lærermangel.
Løsningerne vil selvfølgelig ikke være de samme i Kina, Kenya og Kalundborg, men et ønske om bedre løn virker dog til at være et gennemgående tema verden over. Således var en del af planen om at lokke flere lærere til kinesiske landdistrikter at hæve lønnen, så den bedre matchede det en lærer i en større by tjener.
Men det kniber med at overbevise beslutningstagere om, at bedre løn er vejen frem, lyder det fra Henry Tran og Douglas A. Smith, forfattere i bogen ’How Did We Get Here? The Decay of the Teaching Profession’.
De noterer sig, at man i stedet fokuserer på at gøre vejen ind i faget lettere, for eksempel ved at sænke kravene for at bestå eksamen eller ved at lave særlige ordninger, som gør det lettere for ikke-læreruddannede at få lov til at undervise på lige fod med læreruddannede.
Det er ikke vejen frem - nærmest tværtimod - mener professor på Melbourne Graduate School of Education Larissa McLean Davies, som blandt andet forsker i læreruddannelse. Hun holdt den 21. september et virtuelt oplæg om den globale lærermangel ved Global Bildung Day. Her slog hun fast, at de lærere, der bliver ’fasttracket’ ind i jobbet med en alternativ uddannelsesbaggrund, sjældent bliver der ret længe.
”At ’fasttracke’ folk ind i faget forværrer problemet", sagde hun ved den lejlighed.
Hendes bud løsning er at begynde at behandle lærerfaget, som vi behandler andre professioner.
”Andre professioner, såsom medicin, jura eller ingeniør, værdsætter ekspertise, belønner udviklingen af ny viden og bidrag fra dem, der leder andre. I erhverv som medicin udvikler du specialviden og ekspertise, eller du er specialiseret som generalist. Men i undervisning skal lærerne i høj grad udvikle ekspertise inden for alle undervisningsmetoder, vurderinger og alle aspekter af elevernes sundhed og trivsel. Hvis vi kunne gentænke lærernes arbejde, og lærerne kunne specialisere sig inden for områder, de er mere interesserede i og har brug for, ville det give dem nye karriereveje”.
Derudover mener hun også, at man skal stoppe med at behandle alle skoler ens, og i samme omgang kan man stoppe med at betale lærere ens.
”Hvis vi ønsker at fastholde gode lærere på alle skoler, så er vi nødt til at anerkende, at kravene til dem, der arbejder i landdistrikter, fjerntliggende og isolerede samfund, er anderledes end storbyskoler. Disse skoler har ikke kun brug for tilstrækkelige resurser og finansiering, men lærere, der arbejder på skoler, der er svære at bemande, bør betales og støttes i overensstemmelse hermed".
