En stærk og grum monolog om magt og afmagt, om hævn, vold og venskab. Nej. Den unge mand, som ser så vredt på publikum, mens de kommer ind i salen, er ikke ondskaben selv. Han har gjort grumme ting, men ondskaben selv er han ikke - langt fra. Ondskaben i den unge mands handlinger, er ikke udtryk for et grundlæggende karaktertræk, men et udtryk for - en konsekvens af - den ondskab, han selv har været udsat for dagligt gennem hele sin barndom. Hver dag er han blevet tæsket af sin far, mens moren resigneret har båret ud efter aftensmaden. Hver dag har båret brænde til den ild, som nu brænder i hans indre, og som i form af vold sender ildkugler mod omverdenen. Erik, som drengen hedder, udøver et rædselsregime, der svarer til det, som han kender så godt hjemme fra. Erik er i en alt for ung alder selv ved at blive som sin far. Erik bortvises fra skolen og moren, som momentant vågner af sin passivitet, fører ham væk - væk fra faren, væk fra skolen, væk fra volden - til kostskolen Stærnsbjerg. Her kan Erik starte på ny....eller kan han?! Voldsmareridtet synes at fortsætte - blot er det nu nogle andre end faren, som har det faste greb om den tunge ende af pisken. Men det er kun på overfladen at Erik rives med, for i det indre udvikler han sig gennem venskabet med sin sagtmodige værelseskammerat Pierre. "Ondskaben" er en virkelig god, vedkommende og vigtig historie, baseret på en selvbiografisk roman skrevet af den svenske kriminalforfatter Jan Guillou. Desværre ligger skuespilpræstationen og instruktionen ikke helt på højde med teksten. Det er især den verbale fremførelse, som halter. Det er måske ikke så vigtigt, om vennen hedder Per eller Pierre, men der er steder, hvor teksten drukner - synd, for Mikkel Reenberg spiller i lange passager overbevisende. Måske skyldes noget af besværet med teksten, at den - i forhold til måden den er instrueret på - burde have været beskåret. Skuespilleren udfører - legemliggør - næsten alle de fysiske handlinger, som der fortælles om, og kombinationen af handling og beskrivelse gør forestillingen lidt tung i det lange løb. Forestillingen løfter sig med andre ord bedst i de passager, hvor der arbejdes imod teksten. Scenen, hvor der danses klassisk ballet, er ganske enkelt skøn - og Mikkel Reenberg kan faktisk danse. Flere sådanne passager ville have klædt forestillingen, men på trods af håndværksmæssige mangler er "Ondskaben" en stærk forestilling, og emnets relevans kan der på ingen måde sættes spørgsmålstegn ved.

Maj-Britt Mathiesen