På scenen står en blæserkvintet og venter. Tøjet er laset, hattene lidt skæve. I det hele taget er orkestret lidt slidt og beskidt - som var de hentet direkte fra 30'ernes fattige, dramatiske, romantiske, spændende Sydamerika.

Det er de måske også - det er i hvert fald det, de skal lære skolen noget om, hvis bare de kunne komme i gang. Men de venter; og publikum venter. På hvad ved vi ikke, vi kan bare se, at orkestret venter - så længe at det lige er ved at nærme sig det pinlige. Men så kommer en kvinde fra Nationalmuseets formidlingsafdeling - det er vist hende, vi venter på? Med sin mandshøje kaktus kæmper hun sig vej gennem publikum - som ikke kan undgå at se skævt til for sent-kommeren - hen til det lige så utålmodigt ventende orkester, hvor hun planter den mandshøje kaktus. Nu er eksperten i brasiliansk folklore og historie endelig kommet. Nu kan fortællingen eeendelig begynde.

Historien om den brasilianske frihedshelt Lampiâo og hans elskede Maria - kaldet Bonita, fordi hun er så smuk. Hvordan han bortfører hende fra hendes violinspillende kryster af en skomagermand, fører hende ud til partisanflokken, lærer hende beskidte tricks og giver hende et barn - som han tvinger hende til at efterlade. Og da der ikke er andre til at tage sig af barnet, bliver nutidsfortælleren fra Nationalmuseet draget ind som barnepasser - i fortællingen fra den fortid, hun netop er midt i at fortælle om. På trods af moderens skrig ved at forlade barnet fortsætter Lampiâo og Maria Bonita deres hektiske og dramatiske flugt, uden barn, men med masser af blod og vold, indtil det ender, som det næsten må: i et beskidt bagholdsangreb.

Historien er både hørt og set før. Men ikke i den version, som Batida serverer. Sydamerikansk folklore, gigantiske dukker, små bitte dukker, en stab af skuespillere, der kan håndtere næsten alle instrumenter - at det kniber lidt mere med replikkerne, betyder mindre. En koreografi, der er med til at understrege stemninger og situationer, og samme stab af skuespillere, der også kan fylde bevægelserne ud. Og en enkel scenografi, der bliver benyttet til sidste krog. Helt fra transportkassernes oplagte gemmesteder for fattige landarbejderfamilier til toppen af bagtæppets oplagte udsynsposter. Og masser af skud og drama. Et væld af romantik af Robin Hood-typen. Og action, drab, humor, musik og sang. 'Maria Bonita' har det hele.

Lone Nyhuus